65 ud af 98 af landets kommuner har sparet på budget 2021 på de samlede kulturudgifter pr. indbygger set i forhold til regnskabet i 2017.

65 ud af 98 af landets kommuner har sparet på budget 2021 på de samlede kulturudgifter pr. indbygger set i forhold til regnskabet i 2017. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kultur

Bruger din kommune færre eller flere penge på kulturlivet? Se udviklingen fra 2017 til 2021 og få også svar på, hvordan det går specifikt for biblioteker, museer og teatre i din kommune.

Udgivet: 08/03/2021

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Spillesteder, egnsteatre, museer, kunstværker og meget mere på kulturområdet støttes af kommunerne.

Her får du et overblik over lovgivningen på området. Dernæst er der en række Danmarkskort med fakta om de enkelte kommuners udgifter på kulturområdet. Du kan blandt andet se, at i nogle kommuner bruger man færre penge på kultur i 2021 sammenlignet med 2017.

Lovbundne opgaver

Kommunerne har følgende lovbundne opgaver på det kulturelle område:

Biblioteker

Folkebibliotekerne er 100 procent kommunalt finansierede. Dog er centralbibliotekerne, som er en overbygning og findes i de større byer, statslig finansierede.

Musikskoler

Med kommunalreformen i 2007 blev det lovpligtigt for alle kommuner i Danmark at have en musikskole. Musik- og kulturskolerne finansieres primært af kommunalt tilskud og brugerbetaling.

Ifølge Musikloven kan det statslige tilskud udgøre 25 procent af udgifterne til lærerlønnen. I dag udgør tilskuddet omkring 13 procent. Det er en betingelse for at opnå statstilskud, at musikskoleelevernes egenbetaling for undervisningen ikke overstiger 1/3 af bruttoudgiften ved skolens drift.

Understøtter kultur- og fritidstilbud

Hele folkeoplysningsområdet med sportsfaciliteter og tilskud til andre foreninger, udfylder en stor del af kommunernes budget på kulturområdet. Det er også et område, som kommunerne prioriterer højt, fordi det er et område med den største folkelighed.

Tilskud kan f.eks. gives indirekte i form af billigere husleje eller gratis husleje.

De regionale spillesteder har også en kommunal medfinansiering ud over det, de får fra staten. Hvert fjerde år udpeges en række regionale spillesteder, som Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik yder et tilskud. Og det er en forudsætning for at få tilskuddet, at spillestedet modtager et væsentligt kommunalt tilskud til musikdriften. Spillestederne kan f.eks. også være kommunale, og de kan være drevet af erhvervsdrivende fonde med kommunal medfinansiering.

De statslige og statsanerkendte museer har delt økonomi mellem stat og kommune, og nogle mellem kommune og forening. Museerne får et statsligt grundtilskud på 1 million kroner i ordinært driftstilskud, og nogle museer får derudover forskellige supplerende individuelle tilskud.

Forudsætningen for tilskuddet er, at det kommunale og ikke-offentlige tilskud tilsammen udgør mindst 2 millioner kroner. Det vil sige, at de statsanerkendte museer har et samlet tilskud fra stat, kommune og ikke-offentlige tilskudsydere på mindst 3 millioner kroner.

Egnsteatrenes økonomi kan køre som et samarbejde mellem kommuner, og staten yder her refusion op til 50 procent af kommunerne driftstilskud. Langt fra alle kommuner har eget producerende teater, men måske i stedet en teaterforening, som sørger for professionelle forestillinger. En sådan forening kan få indirekte tilskud via en billigere husleje i f.eks. et kommunalt kulturhus.

Andre kulturfremmende aktiviteter

Der er ikke kommunale kroner i kulturaftalerne, som er indgået mellem Kulturministeriet og kulturregionerne rundt i landet.

Aftalerne er et godt redskab via de statslige tilskud at skabe balance mellem by og land og få kulturen ud til alle. Og de mindre kommuner får ofte mere ud af aktiviteterne end de store, som har større budgetter på kulturområdet.

Med denne konstruktion har staten igangsat et tværkommunalt samarbejde på kulturområdet.

Se udviklingen her

Her ser du forskellen på, hvor meget landets kommuner brugte på de samlede kulturudgifter pr. indbygger i regnskabet for 2017, og hvad de har budgetteret med for 2021.

Fakta om tallene i ovenstående tabel: Vi har taget netto, driftstal pr. indbygger fra regnskab 2017 (Pris- og lønreguleret op til 2021 - PL2021) med budgettet for 2021 for alle funktioner under kultur (Danmarks Statistik 3.32.50 Folkebiblioteker til og med 3.38.78 Kommunale tilskud til statsligt finansierede selvejende institutioner).

Besparelser på bibliotekerne

Det er bestemt i loven om biblioteksvirksomhed, at kommunalbestyrelsen eller byrådet er forpligtet til at drive et folkebibliotek med både materialer til børn og voksne.

En kommune kan indgå en driftsoverenskomst med en anden kommune, som Fanø Kommune har gjort med Esbjerg Kommune, der varetager øens biblioteksdrift.

Loven er en rammelov, så det er op til det kommunale selvstyre at afgøre, hvordan kommunen lever op til loven. Derfor kan der være stor forskel på, om kommunen har oprettet filialer, hvilke åbningstider bibliotekerne har og hvilke funktioner bibliotekerne skal varetage i et lokalsamfund.

Fakta om tallene i ovenstående tabel: Vi har sammenlignet tallene fra regnskab 2017 (PL2021 reguleret) med budgettet for 2021 for klassisk kultur (Danmarks Statistik 3.32.50 Folkebiblioteker til og med 3.35.64 Andre kulturelle opgaver).

Kommunerne betaler driftstilskud til 97 museer

Rammer og vilkår for de statslige og statsanerkendte museer fremgår af museumsloven. Modellen for tilskud går ud på, at staten yder et grundtilskud på 1 million kroner i ordinære driftstilskud til de statsanerkendte museer, og nogle museer får derudover forskellige supplerende individuelle tilskud.

For at få driftstilskud fra staten, er forudsætningen at det kommunale og ikke-offentlige tilskud tilsammen udgør mindst 2 millioner kroner. Det vil sige, at de statsanerkendte museer har et samlet tilskud fra stat, kommune og ikke-offentlige tilskudsydere på mindst 3 millioner kroner.

Og for en række af de statsanerkendte museer er det hjemkommunen eller en kreds af kommuner, der er den offentlige hovedtilskudsyder. Det betyder at kommunen/-erne er forpligtet til at føre tilsyn med, at museet forvalter tilskuddet i overensstemmelse museets formål.

Slot- og Kulturstyrelsen foretager med ca. 10 års mellemrum kvalitetsvurderinger af museerne.

Se her alle statslige bevillingerne til museerne

Fakta om tallene i ovenstående tabel: Vi har sammenlignet tallene fra regnskab 2017 (PL2021 reguleret) med budgettet for 2021 for klassisk kultur (Danmarks Statistik 3.32.50 Folkebiblioteker til og med 3.35.64 Andre kulturelle opgaver).

Kommunalt samarbejde om scenekunst

Teaterlandskabet i Danmark veksler mellem forskellige tilbud om scenekunst: Projektteatre, børneteatre, egnsteatre, små storbyteatre og særlige regionale teatre samt vores nationale scene Det Kongelige Teater. Og de fleste får offentlig støtte.

Egnsteatrenes drift foregår ofte i et samarbejde mellem flere kommuner, og staten yder her refusion op til 50 procent af kommunerne driftstilskud. Storbyteatrene i de fem største kommuner får også et driftstilskud fra staten, som er fastsat på finansloven. Desuden er der en særlig 4-årig aftale med fire regionale teatre: Vendsyssel Teater, Randers Teater, Fredericia Musicalteater og Aveny-T på Frederiksberg.

Fakta om tallene i ovenstående tabel: Vi har sammenlignet tallene fra regnskab 2017 (PL2021 reguleret) med budgettet for 2021 for klassisk kultur (Danmarks Statistik 3.32.50 Folkebiblioteker til og med 3.35.64 Andre kulturelle opgaver).

Læs evt. også artiklen om kommunernes samarbejde om egnsteatrene.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Kultur, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]