
Maj Allin Thorup (K) har haft det som en mærkesag at få afskaffet lukkeugerne i daginstitutionerne - eller i hvert fald som nu gjort det frivilligt. (Arkiv) - Foto: Konservative
Forældre må selv bestemme lukkeuger
I Hørsholm Kommune bliver det nu op til forældre i daginstitutionerne selv af bestemme, om der skal være obligatoriske lukkeuger eller ej.
Udgivet: 02/03/2021
Det er nu op til institutionerne og forældrene med børn i daginstitutioner i Hørsholm Kommune selv at bestemme, om kommunen skal holde børnehaver og vuggestuer lukket i visse uger over sommeren og mellem jul og nytår.
Det blev besluttet på et ekstraordinært byrådsmøde efter indstilling fra Børne- og skoleudvalget, skriver Sjællandske Medier.
Byrådspolitikerne erkender, at de indførte lukkeuger, der blev introduceret i 00’erne, var en spareøvelse uden den store, positive effekt - hverken for kommunens økonomi eller forældrenes velvilje:
"Det er jo forældrene, det i sidste ende går ud over, og så mener vi, at det kun er rimeligt, at forældrene selv vælger og har indflydelse på egen hverdag - og ikke os som politikere, der skal bestemme det," siger Svend Erik Christiansen (S), der er formand for Børne- og skoleudvalget, til Sjællandske Medier.
Beslutningen bliver nu udlagt til forældrene i den enkelte institution, der skal stemme om, om de ønsker lukkeuger eller ej.
Forslaget kommer fra Maj Allin Thorup (K):
"Jeg har selv oplevet det som mor og har mødt mange frustrerede forældre, som synes, at det har været svært at få enderne til at mødes, når de måske ikke selv har kunnet få ferie i de samme uger," siger Maj Allin Thorup til Sjællandske Medier.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Daginstitution, Byråd








































