
En masse børn glæder sig til her mandag at se kammeraterne i skolen. Det er dog ikke alle skoler i Nordjylland, som kan genåbne for de ældste elever i dag. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)
Skoler ikke klar til genåbning
I Nordjylland er der en del skoler, som ikke genåbner for de ældste elever i dag. Skolelederforeningen fastslår, at skolerne ikke må blive et 'corona-politi'.
Udgivet: 01/03/2021
Det er ikke alle skoler i Nordjylland, som her mandag kan byde børn velkomne tilbage efter corona-nedlukning. I fem af kommunerne i det nordjyske må de ældre folkeskolebørn væbne sig med lidt tålmodighed, før de fysisk kan møde deres kammerater på skolen igen.
DR har lavet en rundringning, som viser at fem kommuner i det nordjyske ikke genåbner folkeskolerne i dag, mens fem andre kommuner slår skoleporten op for ældre elever. Ifølge DR er situationen anderledes i Vestjylland. Her genåbner alle kommuner deres skoler her mandag.
Før skole-genåbningen i dag i Nord- og Vestjylland samt Bornholm har Skolelederforeningen slået fast, at skolerne ikke må begynde at kontrollere, om elever lader sig corona-teste to gange om ugen, som anbefalet.
Skolelederforeningen skriver på sin hjemmeside: "Skolerne skal ikke kontrollere, om eleverne er testet eller ej. Der vil hellere ikke være konsekvenser for manglende test, og som udgangspunkt skal testningen foregår i fritiden og ikke i skoletiden."
Dog kan de enkelte kommuner bestemme, at testningen kan foregå i skoletiden.
”Så der kan blive en opgave med at koordinere test af eleverne, og det, at få samtykkeerklæringerne på plads for elever under 15 år, må forventes at blive den største opgave for skolelederne”, fortæller Dorte Andreas, næstformand i Skolelederforeningen.
Vejledningen, som ministeriet har udsendt, giver nogle fleksible muligheder for at arbejde sig ind i området, så som udgangspunkt ser det ifølge Skolelederforeningen ikke ud til at blive vanskeligt at agere i.
”Vi afventer de endelige retningslinjer for håndteringen af samtykke, og jeg har en forventning om, at det bliver så håndbart og ubureaukratisk som muligt”, siger Dorte Andreas.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Skole, Skolelederforeningen












































