
I 2019 var omgørelsesprocenten fra Ankestyrelsen på 32,5 procent. Det betyder, at styrelsen har ændret, ophævet eller hjemvist knap en tredjedel af de realitetsbehandlede ankesager. (Arkiv) - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En gang til: Kommune får 40 procent tilbage til genbehandling
Ankestyrelsen sender cirka 33 procent af social-sagerne tilbage til kommunerne. Men i Langeland Kommune gælder det for 40 procent af sagerne. Ingen grund til bekymring, siger lokal udvalgsformand, mens ekspert advarer.
Udgivet: 01/03/2021
Ikke godt nok: Om igen.
Sådan lyder det noget forenklede svar fra Ankestyrelsen i henved hver tredje sag i ankesager over kommunernes afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet. I 2019 bad styrelsen således landets kommuner om at genbehandle sagerne i 32,5 procent af de klager, styrelsen modtog fra borgere.
Og i 2020 har Langeland Kommune den tvivlsomme ære at ligge i ‘top’ med 40 procent sager, som kommunens sagsbehandlere må genoverveje. Det skriver Fyns Amts Avis. Til sammenligning får eksempelvis Odense Kommune 26,7 procent af sagerne retur og Nordfyns Kommune 28,3 procent.
Men tallene giver ikke forvaltningen i Langeland Kommune grund til særlig bekymring, hos borger- og arbejdsmarkedschef Torben Lønberg. Han siger, at kommunen får de høje tal ud fra et lavt antal sager, hvis man ser på landsgennemsnittet:
“Jeg reflekterer mest over, at der er forholdsvis få sager. Men det er klart, at der, hvor der så er sket fejl, det skal vi tage ved lære af. Når der så er fejl, retter vi ind. Hvis så møder en lignende sag i fremtiden, så har vi lært fejlen og laver den ikke igen. Det er en måde at nivellere sin administration på sammen med en anden myndighed, så vi lander på afgørelser, der både er bedst for borgeren og for kommunen,” siger Torben Lønberg til Fyns Amts Avis.
I alt er 65 sager i Langeland Kommune anket i 2020. I lige under halvdelen af dem har Ankestyrelsen sendt afgørelserne retur til genbehandling.
Formand for Beskæftigelses-, Uddannelses- og Integrationsudvalget René Larsen (S) i Langeland Kommune mener ikke, at det skal være et mål i sig selv at undgå borgerklager over kommunens afgørelser.
“Det er ikke et mål for os at komme det til livs. Forstået på den måde, at hvis der ingen klager er, så er det ikke godt, for hvis man ikke har klager, så kunne det være, fordi man har været for gavmild. Og omvendt - hvis man har mange klager, så er det måske fordi, at man har været for rigide. Så det handler om at finde en balance," siger René Larsen til Fyns Amts Avis.
Helt så simpelt og ubekymrende mener forsker og underviser i socialret på Aalborg Universitet Søren Blæsbjerg dog ikke, at det er:
"40 procent er højt, og der skal man så huske på, at det er sager, som kommunen har kigget på to gange, så de har både truffet en afgørelse, man har fået en klage, revurderet den og fastholdt afgørelsen. Og det er alle de påklagede afgørelser, så det er jo stadigvæk et markant tal. Det er klart, at i en mindre kommune, er der jo færre afgørelser, men det ændrer ikke ved, at der i 40 procent af de påklagede afgørelser, er sket fejl," siger Søren Blæsbjerg til Fyns Amts Avis.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Langeland Kommune, Forvaltning, Ankestyrelsen







































