
Stadig støttemidler tilbage til kulturlivet
Den aktuelle status for støtten i hjælpepakkerne til kulturlivet er, at der stadig er store summer tilbage til f.eks. kommunale kulturinstitutioner. Om de bliver anvendt afhænger af smittens udvikling og restriktionsniveauet.
Udgivet: 25/02/2021
Kulturminister Joy Mogensen (S) har svaret på Kulturudvalgets spørgsmål om, hvor meget ministeren forventer, at der yderligere vil blive anvendt af de uforbrugte midler i hjælpepakkerne til kulturlivet?
Sagen er nemlig den, at en del af de afsatte midler til hjælpepakkerne i 2021 p.t. er uforbrugte. Forklaringen er, at kompensationsordninger generelt dækker bagudrettet og at nogle af ordningerne endnu ikke er åbnet for ansøgninger for januar og februar.
"At der er uforbrugte midler i hjælpepakkerne nu, er derfor bl.a. en konsekvens af, at vi er i starten af 2021 og befinder os i den periode, der kan søges kompensation for," skriver ministeren i svaret.
Listen over de ubrugt midler i hjælpepakkerne er et øjebliksbillede af, hvor mange midler der er lige nu.

Af ministerens svar fremgår det, at oversigten ikke omfatter de hjælpepakker, dele af kulturlivet kan søge i Erhvervsstyrelsen, herunder kompensation for faste omkostninger, lønkompensation, kompensation til arrangører og kompensation til selvstændige, freelancere og selvstændige med kombineret A- og B-indkomst.
"Hvor meget, der vil blive anvendt af hvilke hjælpepakker, afhænger bl.a. af smittens udvikling og det restriktionsniveau, der følger deraf," siger Joy Mogensen.
Situationen netop nu har nemlig den effekt, at nogle af puljerne ikke kan komme i spil på samme måde som oprindeligt forudsat som følge af de skærpede restriktioner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Hjælpepakke, Kultur













































