
Flere unge skal have mulighed for at uddanne sig i landkommuner, skriver to borgmestre til minister. - Foto: Uddannelsesalliancen
Borgmestre: Læg uddannelser i landkommuner
To borgmestre skriver til minister med klar opfordring: Der skal være flere uddannelsestilbud i landkommunerne. 'Vi ved, at mange unge vælger at bosætte sig i det område, hvor de kan tage en uddannelse,' siger Guldborgsunds borgmester.
Udgivet: 15/02/2021
For at skabe større lighed på uddannelsesområdet er der brug for flere attraktive uddannelsestilbud lokalt. Det skal sikre den nødvendige arbejdskraft, tiltrække og fastholde flere borgere og skabe vækst, velstand og velfærd på tværs i Danmark og ikke kun omkring landets større byer.
Det giver borgmestrene i kommunerne Lolland og Guldborgsund udtryk for i en fælles pressemeddelelse.
Lolland og Guldborgsund Kommuner har i fællesskab taget kontakt til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) med ønske om at få en mere jævn geografisk fordeling af landets uddannelsestilbud. Målet er at sikre, at lokale virksomheder har adgang til kvalificeret arbejdskraft, og at flere får en uddannelse.
Bag de to borgmestre står Uddannelsesalliancen Lolland-Falster, der dækker en bred vifte af uddannelsestilbud og organisationer.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) fra Lolland Kommune udtaler:
"Det har afgørende betydning for vores vækst og udvikling, at vi har gode uddannelsestilbud i vores nærområde. Det gælder både i forhold til det private erhvervsliv og vores offentlige arbejdspladser, der alle har brug for veluddannede hænder."
Borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) fra Guldborgsund Kommune uddyber:
"Bosætning og uddannelse går hånd i hånd. Vi ved, at mange unge vælger at bosætte sig i det område, hvor de kan tage en uddannelse, og det er derfor vigtigt at styrke de lokale uddannelser. Eksempelvis skal vi væk fra taxameter-modellen, som bidrager til en skævvridning mellem de store og mindre uddannelsesbyer."De to borgmestre peger blandt andet på, at der er behov for at skabe bedre og mere fleksible rammevilkår. Eksempelvis mener de, at de økonomiske tilskud bør ændres, så det også bliver muligt at drive uddannelser med mindre hold. Et andet greb kan ifølge de to være en økonomisk støtte til nye uddannelser, hvor der kan være behov for en ekstra hånd i en periode, indtil uddannelsen bliver selvkørende.
Herudover kan man ifølge Uddannelsesalliancen arbejde med mere fleksible former for uddannelse. F.eks. i form af fjernundervisning, forlagt undervisning eller pop-up-tilbud, hvor eleverne i en periode kan følge visse kurser og fag lokalt. Det vil samtidig gøre det muligt at tilpasse de enkelte tilbud til den lokale efterspørgsel på arbejdskraft, og i øvrigt åbne for nye muligheder for samarbejde med virksomheder og offentlige arbejdspladser lokalt.
Fakta om alliance
Uddannelsesalliancen Lolland-Falster (ULF) består af: Erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster, Roskilde Universitet, Zealand, Absalon, SOSU Nykøbing Falster, VUC Storstrøm, Nykøbing Katedralskole, Maribo Gymnasium, Nakskov Gymnasium og HF, CELF, FGU Lolland-Falster, Friskolerne, Danmarks Private Skoler samt Lolland og Guldborgsund Kommuner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Udflytning, Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune, Uddannelse








































