
Det er blevet dyrere for borgerne i Faxe Kommune at få tømt deres skraldespande, fordi kommunens forsyningsselskab havde alvorlige budgetoverskridelser i 2019, efter man havde hjemtaget opgaven. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hjemtagning giver budgetoverskridelser i flere kommuner
Når kommunerne hjemtager opgaver, ender det i flere tilfælde med, at den kommunale leverandør alligevel ikke kan udføre opgaven til prisen. Se to eksempler på hjemtagninger, der endte i budgetoverskridelser, her.
Udgivet: 11/02/2021
Gribskov og Faxe Kommuner har begge lavet hjemtagninger inden for de seneste år, der er endt i alvorlige budgetoverskridelser. I Gribskov Kommune lavede man en hjemtagning af hjemmeplejen, der endte med budgetoverskridelser på 1,5 millioner i 2020, mens man i Faxe Kommune hjemtog affaldsindsamlingen med budgetoverskridelser på 5,7 millioner kroner i 2019.
Eksemplerne viser, at hjemtagning hurtigt kan ende galt, hvis man ikke ser sig om efter alternativer, eller hvis man tillader kunstigt lave bud på opgaver, som senere skal dækkes med tillægsbevillinger.
Hjemmeplejen i Gribskov Kommune
I Gribskov Kommune hjemtog man størstedelen af den kommunale hjemmehjælp efter en udbudsrunde i 2019, hvor ingen private aktører meldte ind på opgaven, fordi de mente, at kommunen krævede urealistisk lave priser for opgaven.
Derfor endte opgaven hos Pleje Gribskov, der er kommunens egen udbyder af kommunale hjemmeservice. Undervejs i opgaveløsningen fandt man midlertidig ud af, at kommunen ikke selv kunne levere ydelserne til de priser, som der car fastsat i udbuddet og som de private leverandører havde sagt nej til.
Derfor fik Pleje Gribskov en tillægsbevilling i 2020 på 1,5 millioner kroner efter et møde i kommunens Ældre- Social- og Sundhedsudvalg. Dermed var det altså kommunen, der kom til at sidde på regningen, efter kommunens egen leverandør havde leveret en budgetoverskridelse på det tilbud, som de private leverandører ikke mente, de kunne matche. En regning, der i sidste ende havner hos skatteborgerne i kommunen.
Affaldsindsamling i Faxe Kommune
Et lignende eksempel oplevede borgerne i Faxe Kommune, da kommunens forsyningsselskab, Faxe Forsyning ønskede at hjemtage affaldsindsamlingen i kommunen. Her var der i alt tre tilbud, udover tilbuddet fra kommunens eget forsyningsselskab.
Det blev ved udbudsrunden i starten af 2018 vurderet, at Faxe Forsynings eget tilbud var 1,7 millioner kroner billigere end de andre tilbud. Derfor fik Faxe Forsyning opgaven efter et længere politisk forløb i kommunen, hvor der blandt andet havde været kritik af udbuddet, som flere byrådspolitikere mente ville favorisere Faxe Forsyning.
Regnskabet for 2019, som var det første år, hvor Faxe Forsyning skulle varetage affaldsindsamlingen, viste, at selvom Faxe Forsyning ifølge tilbuddet skulle være 1,7 millioner kroner billigere end de private aktører, så endte selskabet i 2019 med en budgetoverskridelse på 5,6 millioner kroner i 2019.
Dansk Erhverv har analyseret regnskabet for forsyningsselskabet, hvilket ifølge Dansk Erhverv viser, at de fleste overskridelser i budgettet skyldes omkostninger, der enten var meget underbudgetterede, eller i nogle tilfælde ikke angivet i udbuddet.
På den baggrund konkluderer Dansk Erhverv, at kommunen kunne have sparet knap 4 millioner kroner, altså de 5,6 millioner minus 1,7 millioner, som var forskellen til næstbilligste tilbud, hvis man havde valgt en privat leverandør af affaldindsamling.
Resultatet for borgerne i kommunen er, at Faxe Forsyning i slutningen af 2020 udsendte et brev til kommunens borgere, hvor man kunne meddele, at prisen for affaldsindsamling ville stige fra og med 2021, blandt andet for at dække underskuddet i regnskabet fra 2019.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Konkurrenceudsættelse, Udbud, OPS, Ældrepleje, Faxe Kommune, Gribskov Kommune, Affald, Hjemtagning












































