
Sådan bliver samarbejdet mellem kommune og kulturinstitution godt
Undersøgelse viser, at en nøglefaktor i at overkomme ledelsesudfordringerne i forbindelse med corona-pandemien er et godt og tæt samarbejde mellem kulturinstitution og kommune. Undersøgelse fra Danske Kulturbestyrelser kommer med eksempler og anbefalinger.
Udgivet: 09/02/2021
En række ledere og bestyrelsesformænd fra kulturlivet har besvaret Danske Kulturbestyrelsers undersøgelse af ledelsesudfordringer i løbet af sommeren 2020 under corona og en af de mest presserende ledelsesudfordringer har været at etablere et godt parløb mellem kulturinstitution og kommune.
I undersøgelsen peger et flertal peger på, hvordan det næsten er nemmere at få støtte fra fondene, end det er at få støtte fra kommunen.
"Og det er jo en lidt bekymrende tendens," konkluderer Søren Mikael Rasmussen og Susanne Justesen på vegne af Danske Kulturbestyrelser om undersøgelsen.
Mangel på rammer
Når samarbejdet ikke fungerer, er det blandt andet fordi der mangler formelle samarbejdsaftaler og fastlagte processer for at håndtere uforudsete situationer.
"Netop manglen på formaliseret samarbejde har helt sikkert også givet rum til hurtige, usædvanlige løsninger rundt omkring, hvad en krise jo ofte kalder på, men den har også med al tydelighed vist, hvordan nogle kulturinstitutioner har oplevet at være meget overladt til sig selv under krisen."
Flere af de medvirkende kulturinstitutioner peger også på, at det skorter på “kompatibilitet” mellem kommunal styring og ledelse af en kulturinstitution, der ofte også har et forretningsperspektiv og dermed meget kontante økonomiske udfordringer.
Det har betydet, både at de har oplevet at have måttet bøje armslængdeprincippet, men også at den øgede interesse fra kommunal side gav anledning til en meget tættere dialog.
Tætte tillidsfulde relationer
Undersøgelsen kommer med flere eksempler på, at der blevet etableret et godt parløb mellem kulturinstitution og kommune. Og god kommunikation fremhæves som en væsentlig komponent i det gode samarbejde.
"De gode kommunikationslinjer handler således især om en tæt og uformel dialog politikere og ledere af kulturinstitutioner imellem. Mange kulturinstitutioner blev nemlig hjulpet af den omstændighed, at der ofte sidder lokalpolitikere i deres egne bestyrelser, hvorfor kommunikationslinjerne kunne holdes varme, og hvor der kunne flyde informationer hurtigt frem og tilbage mellem kulturinstitutionerne og det politiske system."
Undersøgelsen har eksempler med fra Viborg, Horsens, Kolding Kommune og fra de fire sønderjyske kommuner Aabenraa, Haderslev, Tønder og Sønderborg Kommune, som har et samarbejde om Museet Sønderjylland. Her er det lykkedes at skabe en samarbejdskultur i bestyrelsen, der på en og samme tid gør det muligt at fastholde et fokus på det samlede museum og at sikre de enkelte kommuners interesser.
I følge museet er nøglen til at få en sådan strategi til at fungere er en række greb, som skal bringe bestyrelsens arbejde på linje. De fire greb er beskrevet i undersøgelsen.
Konkrete anbefalinger
Et grundigt kig ned i de kulturinstitutioner og kommuner, hvor samarbejdet har blomstret under corona-pandemien, viser en række mulige veje til at styrke det strategiske og tætte samarbejde kommune og kulturinstitutioner imellem. De veje er f.eks.:
1. Bestyrelsen for kulturinstitutionen har gode forbindelser politisk. Ved at dyrke relationerne kan der opstå både et tillidsfuldt forhold, og der kan opnås en klar rollefordeling parterne imellem.
2. Kulturinstitutionerne skal turde lukke politiske interessenter ind i maskinrummet, så de måske kan bidrage med gode input. Det er også her, at det er muligt at drøfte ændringer i samarbejdet kommune og kulturinstitution imellem.
3. Behov for en tydelig og fælles forventningsafstemning. Det er den åbne dialog med både med politikere og embedsfolk, der skaber og fastholder værdifællesskabet i det indgåede samarbejde.
Der er flere anbefalinger om udfordringerne i fbm. corona her.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Emner: Kultur













































