Jammerbugt er blandt de kommuner, der trods en stor budgetoverskridelse i 2020 alligevel budgetterer det specialiserede socialområde meget optimistisk i budgettet for 2021.

Jammerbugt er blandt de kommuner, der trods en stor budgetoverskridelse i 2020 alligevel budgetterer det specialiserede socialområde meget optimistisk i budgettet for 2021. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Underbudgettering hævner sig for mange kommuner

Kommuner med lave budgetter på det specialiserede socialområde bliver ofte ramt hårdt af budgetoverskridelser. Alligevel budgetterer mange kommuner med lavere udgifter i 2021.

Udgivet: 05/02/2021

Peter Risager

Journalist

Caroline Thorup Staghøj

Journalist

Del artiklen:

En række kommuner med lave budgetter på det specialiserede socialområde er blevet ramt af store budgetoverskridelser i 2020.

Det viser en gennemgang af kommunernes regnskaber for 2019, budgetter for 2020 og 2021 og kommunernes budgetopfølgninger i 2020, som NB-Økonomi har foretaget.

Dermed fortsætter det specialiserede socialområde i flere kommuner med at være et område, hvor man trods et håb om faldende udgifter ender med budgetoverskridelser på grund af et stigende udgiftspres.

I Jammerbugt Kommune for eksempel forventende man efter tredje kvartal et samlet merforbrug på det specialiserede socialområde i 2020 på i alt 28,3 millioner kroner. Her står forebyggelse og anbringelse for en merudgift på 13,7 millioner, mens området sundhed og handicap var på vej til et merforbrug på 14,6 millioner.

Ifølge budgettet var det ellers meningen, at Jammerbugt Kommune i 2020 skulle bruge 12,9 procent mindre i 2020, end man havde gjort i regnskabet for 2019. Selvom budgetopfølgningen for tredje kvartal viste, at man var på vej til et betydeligt merforbrug på det specialiserede socialområde, så har kommunen budgetteret med en stigning på blot 1,5 procent fra budget 2020 til budget 2021.

Budgettet for 2021 ligger dermed 11 procent under regnskabet for 2019 på det specialiserede socialområde, trods de betydelige budgetoverskridelser i 2020.

Læs også:
Sådan budgetterer kommunerne det specialiserede socialområde i 2021

Samme billede i flere kommuner

Det er ikke kun Jammerbugt Kommune, der trods betydelige budgetoverskridelser på det specialiserede socialområde i 2020 har lagt et optimistisk budget for 2021.

Samme billede gør sig gældende for eksempelvis Langeland Kommune og Faxe Kommune, som var blandt kommunerne, der havde den største negative afvigelse fra regnskabet 2019 til budget 2020.

Begge kommuner var ved budgetopfølgningen på vej til betydelige budgetoverskridelser på det specialiserede socialområde i 2020, men planlægger alligevel at spare henholdsvis 3,5 procent og 11 procent i budget 2021 sammenholdt med regnskabet for 2019.

Det til trods for, at Faxe Kommune skriver i budgetopfølgningen for tredje kvartal 2020, at man har overskridelser i budgettet på grund af "stigende nettotilgang af borgere på ca. 13 borgere (midlertidig botilbud), stigende priser og en stigning i eksterne køb. Antallet af hjerneskadet "Faxe-borgere" med behov for tilbud er ligeledes forøget (Kildebo og Ringstedhave koster 0,6 - 1,0 mio. kr. pr. borger)".

Middelfart tager konsekvensen

Der er dog også eksempler på kommuner, der på grund af et for optimistisk budget i 2020 har opjusteret budgettet for 2021 voldsomt. Her måtte eksempelvis Middelfart Kommune, der ved budgetopfølgningen måtte sande, at man i 2020 var på vej til store budgetoverskridelser, opjustere budgettet i 2021 drastisk i forhold til 2020.

Ifølge budgettet skulle kommunen i 2020 have sparet 10,1 procent på området i forhold til det faktiske forbrug i 2019. Nu har Middelfart kommune sadlet om, og planlægger i 2021 at have udgifter, der ligger 4,7 procent højere end regnskabet for 2019.

Ved budgetopfølgningen i 2020 skrev man i et referat, at det store udgiftspres skyldes en tilgang af sager og stigende udgiftsniveauer i beståede sager. Man vurderede derfor, at kommunen har en "dybere og mere strukturel udfordring på det specialiserede socialområde".

Det førte ifølge budgetopfølgningen til, at man i 2020 var på vej til et merforbrug på social- og velfærdsområdet på 10,1 millioner kroner, mens det specialiserede børn- og ungeområde var på vej til et merforbrug på 4,1 millioner kroner.

Derfor betød den store budgetoverskridelse i 2020, at man tog konsekvensen og fandt penge andre steder i budgettet til at lægge et mere realistisk skøn for det specialiserede socialområde i 2021.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Socialøkonomi, Handicap, Økonomi, Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]