Den nye minister- og departementschefrokade kan vise sig at få konsekvenser for regeringens Nærhedsreform.

Kaare Dybvads klare udmeldinger om et mangeårig svigt af provinsen lægger op til at Nærhedsreformens kerne bliver en socialdemokratisk version af udflytning. Med statsministeriel opbakning og den rutinerede departementschef Sophus Garfiel ved sin side, må man regne med Dybvad har mulighed for en vis succes hermed.

Men hvis ikke regeringen passer på, spilles hasard med den offentlige sektors effektivitet – og med de offentligt ansattes motivation. Især det sidste kan skade regeringens forhold til de offentligt ansatte vælgergrupper. Nærpolitienhederne i politiforliget illustrerer, at populære tiltag risikerer at blive både ineffektive og demotiverende.

Nærhedsreformen har længe ligget underdrejet pga andre prioriteter, ikke mindst Corona.

Det er også kommet frem, at de forventninger de offentlig ansatte har til en Nærhedsreform med øget frihed, mere tillid og flerårige budgetter nok først får kød og blod på sidst i valgperioden. Det antydede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på sidste års Forvaltningskonference hos Djøf. På den måde kan Nærhedsreformen spille ind i den valgkamp, som må ventes at komme engang i foråret 2023.

Et konkret udspil vil i en valgkamp 2023 kunne appellere til de offentligt ansatte som oplægget om en Selvstyrereform gjorde ved sidste valg. Offentligt ansatte, som ellers kunne overveje at stemme på venstrefløjen – eller kunne fristes af borgerlige midterpartier, hvis ikke en Nærhedsreform lå på bordet.

Som input hertil har Fagbevægelsens Hovedorganisation allerede inden jul afleveret en fyldig ønskeseddel til en Nærhedsreform til regeringen. Og den handler om et opgør med overstyring og demotivering i New Public Managament – ikke om decentralisering til provinsen.

Arbejdet med reformen har hidtil i praksis foregået i Finansministeriet med reference til Statsministeriets Jens Strunge Bonde. Strunge bliver nu chef i Social-og Ældreministeriet, mens den moderniseringsdrevne Sophus Garfiel overtager chefposten i Indenrigs- og Boligministeriet. Med sin karriere i Finans- Stats- og Indenrigsministeriet forekommer han at være et oplagt ideel til at støtte Kaare Dybvad i skabelsen af en socialdemokratisk version af decentralisering og udkantsinitiativer.

Udfordringen for Dybvad og Garfiel bliver som sagt ikke kun at levere på denne form for Nærhed. Hvis ikke selvstyreelementet kommer med vil Nærhedsreformen primært appellere til ”Gule Gerda” i provinsen, mens ”Røde Rita” og ”Blå Bjarne” ikke finder noget særligt i den. Hvis Socialdemokratiets røde og blå segment skal se noget i en Nærhedsreform vil det kræve, at der tiltag, som både styrker motivationen og effektiviteten i det offentlige. Og det er noget vanskeligere end at omplacere uddannelsesinstitutioner eller etablere filialer i provinsen. Den slags udflytninger tenderer nærmest til det modsatte: Medarbejdernes motivation og skatteborgernes ønske om effektivitet svækkes ofte ved de forflyttelser, fyringer og smådriftsulemper, der følger med udflytning.

Det bliver interessant at følge om den nye holdopstilling kan leve op til regeringens bestræbelser. Kan man løfte opgaven så hverken provinsens, de offentligt ansattes eller skatteborgernes forventninger svigtes? Det vil kræve et tæt og kreativt samarbejde både på de indre og de ydre linjer.

Når man ser på det nye politisk-administrative holds politiske opbakning og nøglepersonernes kompetencer og historik, kan man ikke helt udelukke at Dybvad og Garfiel kan løse cirklens kvadratur. Men det kræver en kraftanstrengelse – og at samarbejdet med ikke mindst Finansministeriet fungerer gnidningsfrit.