Morten Messerschmidt (DF) får tirsdag medvind i Folketinget til et forslag om, at Folketinget skal undersøge, om Danmark skal have et forfatningsråd, der uafhængigt kan vurdere, om ny lovgivning er i strid med grundloven.

Morten Messerschmidt (DF) får tirsdag medvind i Folketinget til et forslag om, at Folketinget skal undersøge, om Danmark skal have et forfatningsråd, der uafhængigt kan vurdere, om ny lovgivning er i strid med grundloven. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Folketinget skal undersøge oprettelse af forfatningsråd

Et stort flertal i Folketinget er klar til at se på, om Danmark skal have et forfatningsråd.

Udgivet: 12/01/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

Folketinget og regeringen vil se på og diskutere, om Danmark skal have et forfatningsråd. Det skal kunne spørges til råds om, hvorvidt lovgivning er i strid med grundloven eller ej. Et nyt råd skal altså give en vurdering, der er uafhængig af embedsmænd og regering.

Det står klart tirsdag i Folketingssalen. Her har Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, fremført et beslutningsforslag om at undersøge mulighederne for mere parlamentarisk kontrol.

Forslaget er – ifølge Morten Messerschmidt – støttet af et stort flertal i Folketinget.

– Det skal ikke være regeringen selv, der vurderer, om love er i strid med grundloven.

– Jeg håber, at debatten vil vise, at der er positiv indstilling til at håndhæve det gamle retsprincip, som jeg med formandens tilladelse vil citere på sit originalsprog fra romerretten: Nemo judex in causa sua.

– Altså at ingen skal være dommer i egen sag, siger Morten Messerschmidt i Folketingssalen.

Dansk Folkeparti har foreslået et forfatningsråd efter svensk model. Det vil betyde, at medlemmer af Højesteret kan vurdere, om love er i strid med Grundloven.

Et kvalificeret mindretal i Folketinget skal samtidig kunne kræve, at lovgivning skal forbi forfatningsrådet.

Beslutningsforslaget er ikke ensbetydende med, at et flertal i Folketinget nu er parat til at oprette et forfatningsråd. Det betyder blot, at de er klar til at se på muligheden.

– Vi er ikke i udgangspunkt tilhængere af et forfatningsråd. Men vi er klar til at se på det.

– Demokratiet er ikke en statisk størrelse, men bevæger sig over tid. Derfor er vi klar til at se på det arbejde, der er i gang med nye undersøgelsesformer, og om vi kan finde inspiration i udlandet, siger Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, støtter forslaget. Han ser med milde øjne på et forfatningsråd eller noget tilsvarende.

– Det er i sandhed et nyt år, når Dansk Folkeparti starter med at foreslå svenske tilstande.

– Der er oplagt, at Folketinget løbende overvejer mulighederne for parlamentarisk kontrol. Her er det oplagt, at Folketinget får mulighed for uafhængig vurdering og bistand af spørgsmål om grundloven, siger han.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]