Overlæge: Sundhedsvæsen er patientsikkert trods coronapres

568 er indlagt med coronavirus, viser tal fredag. Sundhedsvæsenet er presset, men klarer det, siger overlæge.

Udgivet: 18/12/2020

Sponsor Billede

Del artiklen:

Der er flere indlagt nu end under epidemiens top i foråret, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

Det presser sundhedsvæsenet med 568 coronaindlagte, men det er stadig patientsikkert.

Det vurderer Kasper Iversen, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital.

– Sundhedsvæsenet kan vel det, der skal til, men i de regioner, der er hårdest belastet, er det også presset nu.

– Det kan håndteres, og det er patientsikkert, vil jeg mene, men selvfølgelig er vi pressede. Det kræver, at alt mandskab arbejder igennem, og at vi kalder ekstra folk ind.

Da epidemien i forhold til indlagte toppede i foråret, var der 535 indlagte. Det var 1. april.

Den seneste tid er der også slået rekorder, hvad angår antallet af daglige test og antallet af bekræftede smittetilfælde. Fredagens tal viser 4508 nye smittede ud af 141.172 coronatest. Dermed var 3,19 procent af prøverne positive.

De høje smittetal gør, at Kasper Iversen forventer, at vi endnu ikke har set toppen, hvad angår antallet af indlagte.

– Ja, jeg forventer, at antallet af indlagte vil stige hen over julen – de næste 7 til 14 dage. Det må man desværre nok forvente, siger han med henvisning til, at når der bliver målt høje smittetal, går der typisk omkring to uger, før også indlæggelsestallene stiger.

Der er de seneste uger indført nye restriktioner for at bekæmpe coronavirussets udbredelse. Først blev de ældste skoleelever sendt hjem, og restauranter, barer, biblioteker og lignende lukkede ned i en række kommuner.

Siden er restriktionerne udbredt til hele landet, og også de yngste elever er sendt hjem, og storcentre er lukket. Mandag skal også butikker samt liberale erhverv såsom frisører og tatovører lukke.

Ifølge overlægen vil der normalt gå godt en uge, før man kan aflæse i smittetallene, om restriktionerne virker.

– Det, som ingen kan vide nu, er, hvad julen betyder for de her ting. Så præcist, hvilken vej det kommer til at gå, kan være svært at vide. Men restriktionerne er kommet, og der er ingen tvivl om, at det vil afbøde noget, siger Kasper Iversen.

Restriktionerne gælder som udgangspunkt til 3. januar.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]