
Justitsminister Nick Hækkerup (S) har været optaget af minksagen på det seneste. Det bliver også tilfældet onsdag, hvor han dog også skal forhandle politiaftale. (Arkivfoto) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen skal undgå at udskyde ny politiaftale igen
Det nye politiforlig skulle oprindeligt være trådt i kraft ved indgangen til 2020. Onsdag forhandles der igen.
Udgivet: 09/12/2020
I august i år kunne justitsminister Nick Hækkerup (S) så præsentere regeringens udspil til en ny flerårsaftale for dansk politi.
Men her kort før jul er der endnu ikke landet en aftale, så det er ved at spidse til, hvis det skal nås før 2021.
Med til historien hører også, at coronakrisen har forsinket forhandlingerne. Senest har Justitsministeriet været en del i vælten på grund af minksagen, hvor det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.
Onsdag aften begynder slutfasen i forhandlingerne dog.
Og status er, at alle Folketingets partier fortsat er med ved forhandlingsbordet.
Regeringen vil blandt andet oprette 20 nærpolitienheder, som skal være åbne mindst 15 timer om ugen. De skal placeres over hele landet, hvor der nu er langt til politiet. Ti i Østdanmark og ti i Vestdanmark.
Som en del af finansieringen af udspillet vil regeringen halvere Rigspolitiet. Nærmere bestemt skal det reduceres med 900 årsværk, hvis det står til regeringen.
Besparelser på uddannelsernes markedsføringsbudget skal også sikre den nødvendige finansiering, hvis det står til regeringen.
Den lægger op til en besparelse på 100 millioner kroner i 2021. Fra 2022 til 2024 lægges der op til en årlig besparelse på 150 millioner kroner.
Helt præcis går pengene fra “markedsføringsudgifterne på de gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser”.
Men besparelser på uddannelsesområdet går ikke. Det mener regeringens støttepartier SF, Enhedslisten og De Radikale. Enhedslisten har i øvrigt aldrig været med i en politiaftale før, men øjner i år muligheden for det.
Desuden lægger regeringen op til, at otte nuværende specialenheder, herunder Søik, der populært kaldes Bagmandspolitiet, samles i en ny politikreds. Den nye kreds kan blive den 13. i landet. Og den vil få 800 medarbejdere.
Kredsen har arbejdstitlen National Efterforskningsenhed. Den skal opklare de mest komplicerede forbrydelser. Hækkerup drømmer om at få en dansk pendant til FBI – forkortelsen for det amerikanske forbundspoliti.
I et udkast til en aftale, som DR Nyheder kunne læse i sidste måned, fremgik det, at politiet skal rykke ud til indbrud inden for 24 timer.Det fremgik desuden af udkastet, at hvis indbrudstyven stadig er på gerningsstedet, så skal politiet rykke ud med det samme.
Står det til regeringen, skal flere optages på politiskolen i 2021 og 2022, hvilket skal sikre yderligere 300 politibetjente.
Efter planen skal den nye politiaftale løbe fra 2021 til 2024. Hvis alt går som smurt, lyder det fra flere sider, at der kan landes en aftale i denne uge.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34













































