SF vil ændre reform: Lange skoledage har spillet fallit

Flere timer på skoleskemaet har ikke haft den ønskede effekt, konkluderer SF, som vil have minister på banen.

Udgivet: 08/12/2020

Sponsor Billede

Del artiklen:

Det er seks år siden, at den nye folkeskolereform trådte i kraft.

Men reformen har ikke ført til en højere faglighed hos eleverne, og derfor skal den laves om.

Sådan lyder det fra SF’s undervisningsordfører, Jacob Mark, på baggrund af en ny undersøgelse af niveauet i matematik og naturfag i 4. klasse.

– Undersøgelsen viser med al tydelighed, at de lange skoledage er en fiasko, siger Jacob Mark.

Det er den såkaldte Timms-undersøgelse, der tester niveauet i matematik og naturfag blandt elever i 4. klasse verden over.

Danmark er gledet ned på en 24.-plads i matematik sammenlignet med en 15.-plads tilbage i 2016.

Jacob Mark ser det som udtryk for, at de længere skoledage med flere timer på skoleskemaet ikke har hjulpet.

– Det hjælper ikke, at børnene går lang tid i skole, når lærerne samtidig har dårligere forberedelsestid, og når klassekvotienterne samtidig stiger.

– Derfor vil vi anbefale ministeren at indkalde til forhandlinger om at give frihed til at gøre skoledagen kortere, siger han.

Ifølge undervisningsordførerne skal der færre timer på skoleskemaet, og flere af timerne skal være med to lærere.

SF var selv et af partierne bag reformen, der trådte i kraft i 2014.

Spørgsmål: Har I fortrudt, at I stemte ja til reformen?

– Jeg synes i hvert fald, at de seks år, der er gået, med al tydelighed viser, at de lange skoledage ikke er svaret på de udfordringer, som børn kan have, siger Jacob Mark.

Enhedslisten stod uden for kredsen af forligspartier bag reformen.

Undervisningsordfører Jakob Sølvhøj siger, at han vil kalde børne- og undervisningsministeren i samråd.

– Jeg synes, vi må sige, at nu er tålmodigheden sluppet op, og man må erkende, at reformen er slået fejl, siger han.

Reformen blev vedtaget i 2013 af den daværende S-R-SF-regering med støtte fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, udgav i januar i år en evaluering af reformen.

Her var konklusionen, at der endnu ikke var nogle overordnede tegn på, at reformen har haft en positiv betydning for elevernes faglige resultater.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]