
Gaster fra Grenå Marineforening var med til at markere, at det var 75 år siden, at der blev kastet våben ned på pladsen Valdemar. I forgrunden foran stenen fra højre mod venstre borgmester Jan Petersen og kommunaldirektør Christian Bertelsen. - Foto: Marineforeningen.
Nedkastningssted Valdemar har fået en mindesten
Flere kommuner har markeret 75 års jubilæet for befrielsen også i Grenå. Under 2. Verdenskrig blev der kastet våben ud fra 4-motores transportmaskiner over pladsen Valdemar midt på Grenå Hede. Nu står der en sten til minde om begivenhederne.
Udgivet: 01/12/2020
Det er 75 år siden, at den sidste nedkastning af våben under 2. Verdenskrig fandt sted og den begivenhed blev markeret i sidste uge, hvor en 5 ton stor sten blev sat på nedkastningsstedet, Valdemar, for at mindes modstandsfolkene og deres modige handlinger.
”Disse mennesker tog et valg og de gjorde det med liv og helbred som indsats. Stenen skal minde os og de generationer, som følger efter, om modstandsfolkenes valg i en afgørende tid for Danmark. Og den skal minde os om aldrig at tage frihed, tryghed og demokrati for givet,” siger borgmester Jan Petersen (S) i en pressemeddelelse om begivenheden.
Højtidligheden fandt sted på Grenå Hede på en af fire pladser i Norddjurs Kommune, hvor der blev kastet forsyninger ned under krigen.
Hilsen fra Special Force i London
Pressemeddelelsen fra Norddjurs Kommune rummer en præcis beskrivelse af de historiske begivenheder, som fandt sted i Grenå under besættelsen.
I sommeren 1944 blev der oprettet telegraf-forbindelse fra Jylland til London, hvilket var en betydningsfuld begivenhed for hele den jyske modstandsbevægelse, og der kom nu for alvor gang i såvel sabotage som nedkastning.
Forsyningerne fra England af våben, ammunition og sprængstof blev kastet ned i såkaldte containere, der var ca. to meter lange metalbeholdere. De var forsynet med to håndtag i hver ende, så fire mand kunne fjerne godset i en fart.
Når de daglige nyhedsudsendelse kl. 18.15 fra BBC i London sluttede, blev der bragt en række hilsener til f.eks. Sofie, Valdemar, Beate og Martin. Når navnet på pladsen var nævnt, blev der omgående givet besked fra gruppelederne til gruppens medlemmer om mødested og tidspunkt. Valdemar, som pladsen på heden hed, modtog mere end en gang 12 containere.
Læs hele pressemeddelelsen og den lokalhistorisk beretning her.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Emner: Kultur, Norddjurs Kommune













































