
(Arkiv) Op mod halvdelen af de ansatte på minkfarme er udlændinge, viser undersøgelse fra 2016. Jobcentre forventer ikke, at mange ledige vil henvende sig hos dem.
Jobcentre forventer kun få ledige fra minkfarme
Der bliver ingen kø af arbejdsløse fra minkfarmene, lyder vurderingen fra jobcentrene. 'Fra ti minkfarme vil der måske være ti ledige,' vurderer arbejdsmarkedschef.
Udgivet: 11/11/2020
Mens aflivningen af mink har store konsekvenser for især ejerne, forventer de nordjyske jobcentre ikke en lang kø af ledige fra minkfarmene.
I 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 2.600 helårsbeskæftigede på landets minkfarme. De 2.600 er et omregnet tal, så en hel del af de ansatte er på deltid eller er sæsonarbejdere. Samtidig pegede en spørgeskemaundersøgelse fra Aarhus Universitet i 2016 på, at op mod 50 procent (47 pct.) af medarbejderne på minkfarme var udenlandske.
På den baggrund forventer jobcentrene i Nordjylland ikke det store rykind af ledige, når aflivningerne og rengøringen er overstået på minkfarmene. Det skriver NB-Beskæftigelse.
"Der er tre grupper på minkfarmene. De selvstændige landmænd, som ikke traditionelt er nogle, vi har meget med at gøre. Så er der nogle medarbejdere, og så er der sæsonarbejdere. Nogle få af dem vil vi se, men der er jo ikke mange. Fra ti minkfarme vil der måske være ti ledige," siger Jesper Dahlgaard, jobcenterchef i Aalborg.
Lone Lollesgaard, arbejdsmarkedschef i Vesthimmerlands Kommune, siger:
"Lige her og nu er det forfærdeligt og voldsomt indgribende for minkfarmene, men i forhold til jobcentrenes indsats, er der ikke nogen, der stiller sig op i ledighedskøen nu. Det kan komme, når aflivningen af minken og rengøringen er overstået."
Et af problemerne er, at der ikke er overblik over, hvor mange af medarbejderne på minkfarmene der bor i området.
"Vi er i tvivl om, hvor mange grænsegængere og hvor mange bosiddende, der er. Der er jo massiv arbejdskraft på i pelsningssæsonen," lyder det fra beskæftigelseschef i Thisted Kommune, Trine Engholm, til NB-Beskæftigelse.
Udover selve minkfarmene vil følgeindustri med foderfabrikker og udstyr også blive ramt.
"Her bliver kommunerne ujævnt ramt af ledighed," siger Jesper Dahlgaard.
Ledige skal uddannes og videre i andre brancher
Selvom jobcentrene forventer forholdsvis få ledige fra minkfarmene, er de klar til at hjælpe dem, der måtte komme.
"Vi har tilkendegivet, at vi selvfølgelig står til rådighed, men vi har ikke nogen forventning om voldsomt mange ledige fra minkfarmene," siger sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen i Jammerbugt Kommune.
Læs hele artiklen i NB-Beskæftigelse (Kræver abonnement)Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33












































