
Sosu-medhjælpere og andre offentligt ansatte med lav løn skal have et særligt lønløft, mener FOA. - Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix (modelfoto)
FOA: Lavtlønnede skal have et særligt lønløft ved snarlige forhandlinger
Blandt andre lavtlønnede sosu'er skal have et særligt lønløft, når der inden så længe skal forhandles nye overenskomster for alle offentlige ansatte. Sådan lyder et af de centrale krav fra FOA.
Udgivet: 30/10/2020
Flere skal være faglærte, der skal ryddes op i arbejdstidsregler, og så skal de lavtlønnede faggrupper have et særligt lønløft.
Sådan lyder nogle af de krav, som FOA prioriterer allerhøjest, når der i den kommende tid tages hul på forhandlingerne om fornyelsen af de offentlige overenskomster (OK21). Det skriver FOA i en pressemeddelelse.
"På trods af corona, på trods af en økonomisk usikker situation, går vi til overenskomstforhandlingerne med appetit på, at der skal være en fornuftig ramme at forhandle om. I den ramme skal vi kunne se konturerne af, at vi får en mere retfærdig løndannelse," siger FOA's forbundsformand Mona Striib.
Løndannelsen handler om, at det allerstørste krav fra FOA's medlemmer er, at der forhandles i kroner og øre. For som lønstigningerne fordeles nu, i procenter, øges afstanden mellem højt- og lavtlønnede hver gang lidt mere. Det går ikke mindst ud over de kvindedominerede velfærdsfag, som er lavindkomstfag.
"Vi ved godt, at den dagsorden er op ad bakke. Derfor kommer vi til at have stærkt fokus på, at der ved denne overenskomstfornyelse bliver givet til lavtløns- og ligelønsområdet," siger Mona Striib.
Konkret lyder kravet, at FOA's faggrupper skal sikres en større andel af de lønstigninger, der gives lokalt - de såkaldte lokale lønmidler. Samtidig presser FOA på for, at der rejses fælles krav om midler til lavtløn- og ligelønsområdet sammen med de øvrige organisationer i Forhandlingsfællesskabet - en sammenslutning af 51 organisationer for ansatte i kommuner og regioner, som Mona Striib også er formand for.
Flere skal løftes fra ufaglært til faglært
Et andet vigtigt krav, som FOA vil stille til såvel det kommunale, det regionale og statslige område er, at der skal ske et uddannelsesløft, så ufaglærte kan blive faglærte.
"Vi får brug for flere faglærte til at løse morgendagens velfærdsopgaver. Vi har i forvejen massive rekrutteringsproblemer inden for flere af FOA's faggrupper, og med coronakrisens erfaringer vil der kun blive brug for endnu flere faglærte inden for hygiejne- og rengøring. Samtidig vil det for den enkelte betyde større jobsikkerhed og give større mobilitet," siger Mona Striib.
Afgørende for FOA er også, at der bliver ryddet op i myriaden af arbejdstidsregler, der eksisterer i dag og som fortolkes forskelligt og forkert - til de ansattes ulempe.
"Vi har behov for en forenkling af arbejdstidsreglerne. Opråbet fra FOA's medlemmer lyder, at det er svært at værne om fritiden i dag, at det fungerer skidt med vagtplanlægningen, og at de ikke honoreres for det, de egentlig skal," siger Mona Striib.
Af øvrige krav fra FOA kan nævnes forpligtende senioraftaler, at stillinger opslås som fuldtidsstillinger samt udbredelse af arbejdsfællesskaber.
En række af FOA's krav indsendes nu til Forhandlingsfællesskabet. Her udformes fælles kravliste til de generelle forhandlinger på tværs af organisationerne og som udveksles med arbejdsgiverne den 15. december. Samtidig rejser FOA en række specifikke krav til henholdsvis KL og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Se FOA's OK21-krav til de generelle forhandlinger her.
De nuværende overenskomster udløber med udgangen af marts 2021.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, FOA, BUPL, Danmarks Lærerforening, OK21









































