Myndighederne reagerede alt for sent på viden om virusmutationer ved mink, vurderer Hans Jørn Kolmos, klinisk professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet. (Arkivfoto)

Myndighederne reagerede alt for sent på viden om virusmutationer ved mink, vurderer Hans Jørn Kolmos, klinisk professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Myndigheder rugede på viden om coronamutationer i mink

Allerede en måned før ministeren ændrede minkstrategi, var myndighederne bekendt med alvorlige sundhedsrisici.

Udgivet: 27/10/2020

Del artiklen:

Viden om sundhedsfaren ved to virusmutationer, der var opstået i mink, kom fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister Mogens Jensen (S) for øre den 1. oktober.

Det skete, efter at myndighederne ikke siden slutningen af juni havde slået en hel bestand af mink ned på grund af smitteinficering.

Men allerede den 4. september havde Statens Serum Institut (SSI) gjort Fødevarestyrelsen opmærksom på, at der florerede to særlige minkvarianter af coronavirusset.

Det skriver Information.

Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos mener, at myndighederne har reageret for langsomt på deres viden.

– Det er, som om man ikke rigtig har forstået, at smitsomme sygdomme breder sig med et tempo, de selv bestemmer. Smitten ligger ikke stille, mens vi diskuterer, hvad vi skal gøre ved den, siger han.

Den 16. september skrev SSI og Københavns Universitet en ny risikovurdering til Fødevarestyrelsen, hvor de nævnte, at den nyeste af de to minkvarianter nu var fundet blandt mennesker og mink på seks minkfarme.

Og to dage senere, den 18. september, skrev SSI og KU en såkaldt epidemiologisk udredning, hvor de skar problemet ud i pap:

– Den fortsatte udvikling af virus i mink med flere og flere mutationer i spike-proteinet (bestemt protein i virussen, red.) og spredning ved videresmitte til mennesker i Danmark udgør en potentiel fare for folkesundheden og for de forventede effekter af en vaccine.

Fødevareminister Mogens Jensen har ikke ønsket at stille op til interview med Information.

Han er onsdag indkaldt i to på hinanden følgende samråd om covid-19 blandt mink.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]