
Brobygning er en obligatorisk del af undervisningen for elever i 9. og 10. klasse, hvor de skal ud at besøge forskellige ungdomsuddannelser. (Arkivfoto) - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Skoleledere: Helt galt at elever skal i brobygning på tværs af skoler
Ifølge skolelederne bør elever ikke blandes på kryds og tværs. I stedet skal skoler finde lokale løsninger.
Udgivet: 26/10/2020
Det er “helt galt”, at tusindvis af skoleelever fra mandag sendes ud på landets uddannelsesinstitutioner og blandes på kryds og tværs.
Det mener Claus Hjortdal, som er formand for Skolelederforeningen.
Alle elever i 9. og 10. klasse sendes i brobygning, hvor de besøger landets uddannelsesinstitutioner, men det burde være op til skolerne selv at beslutte, hvordan det afholdes i år, mener han.
Blandt andet sendes 22.000 efterskoleelever i brobygning i denne uge.
– Jeg forstår ikke, at Børne- og Undervisningsministeriet ikke hjælper folkeskolerne og ungdomsuddannelserne med at finde nogle løsninger lokalt.
– Om det bliver virtuelt, om undervisere kommer ud til skolerne eller andet, det bør være op til skolerne. Folkeskoleloven og corona passer ikke sammen, det gør det ikke, siger han.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33












































