Hovedstadsregionen mangler turister og Tivoli i København får måske ikke det store indtog af turister i julen 2020 pga. Covid-19.

Hovedstadsregionen mangler turister og Tivoli i København får måske ikke det store indtog af turister i julen 2020 pga. Covid-19. - Foto: Lina Ahnoff

Turismen har skævvredet Danmark denne sommer

Turisterne strømmede til Jylland og Fyn i sommer, men i København faldt omsætningen drastisk. Derfor ønsker København en prioritering i forhandlinger om en genstartspulje. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

Udgivet: 07/10/2020

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Turisterne valgte Jylland og Fyn fremfor København og hovedstadsområdet denne sommer. Det betyder, at turismeerhvervene i København styrtbløder. Fra marts til august i år faldt omsætningen i turismebranchen i København 76 procent, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Faldet i omsætning svarer til et tab på 16,5 milliarder kroner, og krisen ser ud til at fortsætte ind i efteråret, fordi tre ud af fire overnatninger er forsvundet på hovedstadens hoteller. I Danmark som helhed er der omvendt fremgang på bookede feriehuse på 24 procent i september og 29 procent i oktober.

Mange jobs er tabt i hovedstadsregionen

Det får Socialdemokratiet og Venstre på Københavns Rådhus til at sende en fælles opfordring til deres partifæller på Christiansborg om, at hovedstadsområdet og København skal prioriteres i forbindelse med forhandlingerne om en genstartspulje til eksporterhverv oven på Corona. Forhandlingerne om i alt 485 millioner kroner foregår i disse dage i Erhvervsministeriet.

"Vi har efterhånden vænnet os til, at det går fremad i København og at vi trækker en stor del af væksten i Danmark. Men lige nu er det København og hovedstadsområdet, der i særklasse er i knæ på grund af Corona-pandemien,” siger Frank Jensen, Københavns overborgmester (S).

Han skriver i pressemeddelelsen, at årsagen til problemerne er, at de internationale turister er blevet væk, og det har ramt hoteller, taxabranche, rejsebureauer, lufthavn, Tivoli og restauranter har kostet mange jobs i København. Derfor mener overborgmesteren, at regering og folketing hovedstaden denne gang skal tilgodese hovedstaden og hjælpe erhvervslivet på fode.

Fra februar og frem til juli betød nedlukningen af samfundet, at der på landsplan gik ca. 42.400 job tabt, heraf ca. 23.400 job i Region Hovedstaden og ca. 14.100 job i København.

"Det er på høje tid, at regering og folketing erkender den kæmpe betydning, som hovedstaden har som vækstmotor for hele Danmark. Kun ved at sikre det københavnske erhvervsliv får resten af landet det nødvendige boost ud af coronakrisen,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V).

Hun er kritisk overfor en fastholdelse af 6-dagsregel og mener, at der skal sættes penge af til en samlet plan for hovedstadens turisme, genetablering af vigtige flyruter, og der skal generelt flere midler til at skaffe turisterne tilbage.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32

Emner: Cecilia Lonning-Skovgaard (V), tidl. beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]