
Udligningsreform får 21 kommuner til at sænke skatten
Samlet set sænker 21 af landets kommuner skatten svarende til skattenedsættelser for 430 millioner kroner.
Udgivet: 25/09/2020
21 kommuner, hvis skatteprocent er over landsgennemsnittet, får tilskud til at sætte skatten ned.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Social- og Indenrigsministeriet.
Det er den seneste udligningsreform, som har givet kommuner med en høj skat mulighed for at søge om tilskud til at sætte indkomstskatten ned.
Der er tale om en samlet økonomisk ramme på 430 millioner kroner.
12 kommuner, der har landets højeste kommuneskat, kan sætte skatten ned til 26,3 procent fra 2021 på statens regning.
Resten af tilskuddet er fordelt på en måde, hvor kommuner får højere tilskud, jo højere skatteprocenten er, skriver ministeriet.
Det medfører, at ni andre kommuner se frem til en mindre skattebillet.
I alt har 23 kommuner søgt om tilskuddet.
FAKTA: 21 kommuner får tilskud til skattenedsættelse
Tallene er henholdsvis kommunens skatteprocent i 2020 og den skattenedsættelse i procentpoint, som tilskuddet giver mulighed for:
* Langeland 27,8 procent - 1,50 procentpoint
* Lolland 27,0 - 0,70
* Vesthimmerland 27,0 - 0,70
* Brønderslev 26,9 - 0,60
* Svendborg 26,8 - 0,50
* Ringsted 26,7 - 0,60
* Norddjurs 26,7 - 0,60
* Odsherred 26,6 - 0,30
* Læsø 26,5 - 0,20
* Kerteminde 26,4 - 0,30
* Sorø 26,4 - 0,10
* Nyborg 26,4 - 0,10
* Guldborgsund 26,3 - 0,47
* Mariagerfjord 26,1 - 0,20
* Faxe 26,0 - 0,17
* Samsø 26,0 - 0,10
* Syddjurs 25,9 - 0,17
* Viborg 25,7 - 0,17
* Rebild 25,5 - 0,17
* Ballerup 25,5 - 0,10
* Slagelse 25,1 - 0,17
Kilde: Social- og Indenrigsministeriet.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Kommuneøkonomi











































