Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) undskylder, at han i 2008 havde sex med en 15-årig pige fra Socialdemokratiets ungdomsparti (DSU). Arkivfoto.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) undskylder, at han i 2008 havde sex med en 15-årig pige fra Socialdemokratiets ungdomsparti (DSU). Arkivfoto. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Engell: Kofods udtalelse må lukke sexsag

Jeppe Kofod (S) har torsdag aften undskyldt for en sexsag fra 2008, som de seneste dage er genopblusset.

Udgivet: 17/09/2020

Del artiklen:

Det er klogt af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) at tage det fulde ansvar for en sexsag fra 2008, som de seneste dage er blusset op igen.

Det siger politisk kommentator Hans Engell, som mener, at nogle kritikere bestemt ikke vil være tilfredse med udenrigsministerens udtalelse.

– Men andre vil sige, at nu kan den historie nok heller ikke trække mere, siger han.

Jeppe Kofod (S) undskylder torsdag aften, at han i 2008 havde sex med en 15-årig pige fra partiets ungdomsparti, DSU.

– Jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre, siger han til TV2 og tilføjer, at han ville ønske, at pigen ikke var bragt i en sådan situation.

Ifølge Hans Engell kan Kofods udtalelse være med til at frede ham som udenrigsminister.

– Det her må vel lukke sagen. Dermed ikke sagt at alle er tilfredse, men som politisk tema må den være slut, siger Engell.

Både Alternativets leder, Josephine Fock, og De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, har på grund af sagen kritiseret, at Kofod har en ministerpost.

Nawa (R) har tidligere sagt, at hendes parti ikke ville give ham en ministerpost. Dog har De Radikales leder, Morten Østergaard, siden hen udtalt, at partiet på nuværende tidspunkt har som parlamentarisk grundlag tillid til regeringen og dens ministre.

Ifølge Hans Engell er sandsynligheden for, at Jeppe Kofod (S) går af som minister formentlig nul.

– Jeppe Kofod har nu lagt sig helt ned på gulvet, og det må jo også tilfredsstille nogle af hans kritikere, hvilket så ikke ændrer på, at der formentlig er nogle, der stadigvæk ikke mener, at han burde have været minister.

– Omvendt har han sin statsministers (Mette Frederiksen, red.) opbakning, og det er i situationen nok det vigtigste, siger Hans Engell.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte tidligere på ugen, at hun fortsat har tillid til Jeppe Kofod uanset sagens genopblussen.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]