
Antallet af danske minkfarme, der er eller har været ramt af coronasmitte, er steget med yderligere tre til 13. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Antallet af coronaramte minkfarme er fordoblet på ti dage
I Hjørring Kommune er yderligere tre minkfarme ramt af coronasmitte. Dermed er i alt 13 farme nu blevet ramt.
Udgivet: 12/09/2020
Antallet af danske minkfarme, der er eller har været ramt af coronasmitte, er mere end fordoblet på blot ti dage.
Ifølge Fødevarestyrelsen er der i Frederikshavn Kommune fundet coronasmitte på én minkfarm, mens antallet er 12 hos naboerne i Hjørring Kommune.
De 12 tilfælde i Hjørring Kommune er ifølge lokalmediet Nordjyske en stigning på tre i forhold til en tidligere opgørelse.
Med de yderligere tre minkfarme er det samlede antal dermed nu oppe på 13.
Til sammenligning var der fundet coronasmitte på i alt seks minkfarme onsdag 2. september. Det oplyste Fødevarestyrelsen dengang i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen har siden juli overvåget Danmarks knap 1200 minkfarme for coronasmitte.
I dag er det et lovkrav, at alle, der færdes på minkfarme, bruger værnemidler.
Ejere af minkfarme skal også lave en detaljeret plan for smittebeskyttelse.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31












































