En ny velfærdspolitisk undersøgelse af det specialiserede socialområde fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at 39 procent af voksne med handicap, som bor i et botilbud, har bopæl i en anden kommune end den, der afholder udgifterne.

Analysen tydeliggør problematikken omkring afskaffelsen af betalingskommunefolketallet, som man gennemførte med den nye udligningsreform. I praksis betyder ændringen, at det er blevet væsentligt dyrere at anbringe en borger i et botilbud i en anden kommune, da de dermed skifter bopæl.

I alt kan det nu være over 300.000 kroner, som en kommune mister i udligning per borger, som placeres i et botilbud udenfor kommunegrænsen. Med 9.500 ud af 24.000 voksne borgere i botilbud, som har bopæl udenfor den kommune, som betaler borgerens service, er det adskillige milliarder kroner, som betalingskommunerne mister i udligning hvert år.

En ny bopæl betyder, at alle de udligningskroner, som borgeren normalt ville indkassere til kommunen, overgår til den nye bopælskommune. Dermed er det både bloktilskud og udgiftsbehov til borgeren, som overgår til bopælskommunen. Det til trods for, at det er hjemkommunen, som betaler for borgerens service.

Problemet er, at man dermed skaber et direkte økonomisk incitament for kommunerne til at tilbyde en borger med handicap et tilbud indenfor egen kommune.

Alle taber på ordningen

Den nye ordning har vakt kritik, fordi det økonomiske incitament til at placere en borger i egen kommune er skadeligt for både den enkelte borger og samfundsøkonomien som helhed.

Den enkelte borgere kan risikere, at kommunen tilbyder borgeren et tilbud, som passer dårligere til borgeren, eller som tilbyder dårligere service, alene af den årsag, at det ligger indenfor kommunegrænsen. Det belaster både den enkelte borger og det servicepersonale, som skal hjælpe borgeren på botilbuddet.

Samtidig vil det ofte være billigere for en kommune at vælge et dyrere botilbud, så længe det ligger indenfor kommunegrænsen, og er under 300.000 kroner dyrere om året end et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Dermed skabes der et decideret dødvægtstab i samfundsøkonomien, fordi man skaber incitamenter til ikke at vælge den mest effektive, billige eller bedste løsning.

Populært sagt kan man altså sige, at der skabes en toldmur mellem kommunerne, fordi man skal betale for at placere borgeren i en anden kommune.

Det økonomiske incitament er ikke af en ligegyldig størrelse. Ganger man de 9.500 borgere med de cirka 300.000 kroner i mistet udligning per borger, er det et besparingspotentiale fra udligningen på knap tre milliarder kroner for hjemkommuner, hvis de kan finde et passende botilbud indenfor kommunegrænsen til voksne med handicap.

Det beløb er kun udregnet på baggrund af socioøkonomiske og aldersbestemte udgifter, som en kommune mister, men andre områder af udligningen påvirkes også negativt.

Læs den uddybede version af artiklen i NB-Økonomi (Kræver abonennement)