
De gode erfaringer fra coronakrisen med at give ledere i det offentlige et større og mere frit ledelsesrum bør præge den kommende nærhedsreform. Det mener næstformænd i Fagbevægelsens Hovedorganisation Bente Sorgenfrey (t.v.) og Majbrit Berlau. - Foto: Fagbevægelsens Hovedorganisation
Erfaringer fra coronakrisen skal med i nærhedsreformen
KOMMENTAR: Coronakrisen har vist, at meget er vundet ved at gøre op med besværlige arbejdsgange, silotænkning og dokumentationskrav. Mere tillidsbaseret ledelse bør gennemsyre arbejdet med nærhedsreformen i efteråret, mener Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Udgivet: 25/08/2020
Sponseret af
Siden Schlüter-regeringens moderniseringsprogram har afbureaukratisering og regelforenkling været en fast del af det politiske spisekort. Hvert årti har haft egne reformer og ændringer af styringen og organiseringen af den offentlige sektor. Desværre puttes de ofte tilbage i skuffen, før den nødvendige omstilling er gennemført.
Det må ikke gentage sig i regeringens arbejde med den kommende nærhedsreform. Især ikke, når coronakrisen i høj grad har bevist, at omstillingen af den offentlige sektor kan ske langt hurtigere, end vi alle havde forestillet os.
I daginstitutionerne har man fundet nye måder at indrette sig, så forældre har været sikre på, at deres børn var i gode hænder. På sundhedsområdet har man på rekordtid omstillet sig til coronaberedskab.
På skolerne er der fundet løsninger på kravet om mere bevægelse i undervisningen, som før var en uforløst del af folkeskolereformen. Og sådan er der mange eksempler på fagområder, hvor ledere og medarbejdere har stået i front for lynomstillingen og endda en faglig udvikling.
Øget tillid til lederne
Fagbevægelsens Hovedorganisation startede tidligt i coronaepidemiens forløb, en vidensopsamling hos de faglige organisationer og lavede en stor spørgeundersøgelse blandt de offentlige ledere for at blive klogere på deres erfaringer fra krisen.
Undersøgelsen viser, at ca. halvdelen af lederne har oplevet en øget tillid til deres ledelse under krisen. Ligesom flere svarer, at krisen har medført ændringer, der har en positiv påvirkning på arbejdspladsens opgaveløsning.
De offentlige medarbejdere har oplevet bedre handlerum til at træffe beslutninger, fordi de i en periode var fritaget for besværlige arbejdsgange og silotænkning. Pædagoger, plejehjemsledere, sygeplejersker, rengøringspersonale og andre offentlige medarbejdere har vist, at de med stor faglighed og hastighed kan skabe forandringer i den offentlige sektor.
Det har været muligt på grund af den danske model, hvor medindflydelsen er vigtig gennem hele systemet. Der er indgået aftaler om rammer for nedlukningen og genåbningen mellem faglige organisationer og ressortministerier. Og disse er blevet udfyldt gennem tæt dialog lokalt.
Der har ikke været behov for at skabe et utal af regler for, hvordan ledere og medarbejdere skal bruge deres faglighed, og for hvordan de i øvrigt skal dokumentere det.
Vi skal ikke tilbage til normalen
Genåbningen har snart været i gang længe. Og vi nærmer os nu mere normale tilstande, hvor alle borgere og virksomheder igen vil opleve det høje velfærdsniveau, de er vant til.
Derfor er det også nu, at vi skal bryde med normalen, hvad angår den måde, hvorpå vi styrer og leder den offentlige sektor.
Det bliver ikke nemt at skabe en mere tillidsbaseret styring og ledelse af den offentlige sektor. Men tager regeringen ved lære af de nye erfaringer, så er de for alvor på vej mod den grundlæggende forandring af den offentlige sektor, som Schlüter forsøgte første gang for over 30 år siden.
Sidst opdateret: 27/03/2023 - 18:03
Temaer: Debat
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Forvaltning, Nærhedsreform







































