
Ole Dahl Kristensen (V), forlod i aftes byrådsmødet i Horsens i utilfredshed over borgmester Peter Sørensens (S) manglende lydhørhed over for den politiske oppossition. (Arkiv) - Foto: Venstre i Horsens
Budgetforhandlinger i høj bølgegang
Venstremedlem af byrådet i Horsens forlod byrådsmøde i vrede: Borgmesteren anerkender ikke andres holdninger, lyder begrundelsen.
Udgivet: 25/08/2020
I disse uger er de kommende års budgetter til debat og forhandling i alle landets kommuner, og det kan ind imellem bringe sindene i kog mellem politikere og partier.
I Horsens Kommunes byråd bringer politiske uenigheder om, hvordan Horsens Kommune skal håndtere et minus på 30 millioner kroner efter udligningsreformen, oppositionen på kollisionskurs med borgmesteren, skriver Horsens Folkeblad.
På byrådsmødet mandag aften blev optakten til budgetforhandlingerne, der begynder i næste uge, debatteret heftigt, og den debat nåede et dramatisk højdepunkt, da Ole Dahl Kristensen (V) valgte at forlade byrådsmødet i utide.
Venstrepolitikeren mener, at borgmester Peter Sørensen (S) ikke behandler de blå partier med respekt, når de blå partier ikke kan få udarbejdet et omprioriteringskatalog på 50 millioner kroner for at få klarhed over, hvilke konsekvenser, en eventuel skattestigning på 0,2 procentpoint vil få.
“Vi beder blot om et værktøj, så vi kan være ordentligt forberedt," sagde Ole Dahl Kristensen ifølge avisen, inden han vredt forlod mødet.
Dagen derpå fortryder Ole Dahl Kristensen ikke sin beslutning:
“Jeg oplevede en borgmester, der ikke anerkender, at 8 ud af 27 byrådsmedlemmer har et andet løsningsforslag end flertallet. Når Peter Sørensen ikke kan rumme hele spektret, fraskriver han sig en tredjedel af det løsningsrum, der eksisterer. Det, synes jeg, er problematisk," siger Ole Dahl Kristensen i dag til Horsens Folkeblad.
Også Venstres Jørgen Korshøj var ude med riven efter borgmesteren på aftenens byrådsmøde. Han hæftede sig ved, at Peter Sørensen inden sommerferien lovede, at partierne blev indbudt til forhandlinger om en økonomisk plan for konsekvenserne af udligningsreformen.
“Det skete jo aldrig. Jeg har aldrig set en invitation til drøftelser. I stedet sker der det, at fire partier blot meddeler, at de er gået sammen om en skattestigning,” sagde han på mødet.
Til dette svarede borgmester Peter Sørensen ifølge avisen:
“Der er afsat en hel uge til budgetforhandlinger. Det er ikke sikkert, at man får ret, men sådan er politik.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31
Temaer: Budgetter
Emner: Politik, Budget, Horsens Kommune, Økonomi







































