Politiforbundet efterlyser flere nye politiansættelser

Regeringens politiudspil underestimerer behovet for flere folk, siger Politiforbundets Claus Oxfeldt.

Udgivet: 24/08/2020

Del artiklen:

Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt ærgrer sig over antallet af nye politifolk i regeringens politiudspil mandag eftermiddag.

Udspillet lægger op til, at der ved udgangen af 2022 skal være 300 flere betjente. Claus Oxfeldt havde gerne set 300 betjente om året i ti år.

– Jeg må indrømme, at jeg havde forventet, at det var væsentlig flere end 300.

– Siden 14. og 15. februar 2015, hvor vi havde et terrorangreb, har politikere på Christiansborg jo over en bred kam indset, at politistyrken ikke er dem, vi skal være, siger han.

Regeringen fremlagde i udspillet blandt andet et forsøg på at flytte politikræfter ud i nærområderne. Politiaftalen fra 2007 blev fra mange sider kritiseret for at centralisere politiet i for høj grad.

Claus Oxfeldt siger alligevel, at udsigterne til et halveret rigspoliti er stærkt bekymrende.

– Når jeg ser, at der i dag ikke er flere politifolk til rådighed i Rigspolitiet, end der var i 2016, så har jeg svært ved at se, at der skal fjernes politifolk fra Rigspolitiet.

– Dem kan jeg simpelthen ikke finde, siger han.

Når det så er sagt, mener Claus Oxfeldt, at det er godt, hvis regeringen forsøger at flytte politiet tættere på borgerne.

– Hvordan det præcis skal ske, må vi jo se, men det giver god mening, siger han.

Regeringen foreslår i udspillet at oprette 20 nye nærpolitienheder. Hertil skal der tilføres 300 operative betjente til det nære politiarbejde i politikredsene.

Af dem skal 150 være dedikerede lokalbetjente. Dermed vil der på landsplan være cirka 550 dedikerede lokalbetjente i 2024. For at få mere lokalt politi skal der flyttes 900 fuldtidsstillinger fra Rigspolitiet

Udspillet skal nu forhandles mellem regeringen og Folketingets partier. Forhandlingerne om en aftale begynder tirsdag.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]