
Beregninger fra Udbetaling Danmark viser, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil bruge en kvart milliard på at skabe millimeterretfærdighed for 1.000 af Danmarks rigeste pensionister.
Regeringen vil bruge kvart mia. på millimeter-retfærdighed for 1.000 af de rigeste pensionister
Mens regeringen afviser krav om millimeterretfærdighed i den nye tidlige pension, så er den på vej til at bruge en kvart milliard kroner på millimeter-retfærdighed for 1.000 af landets rigeste pensionister.
Udgivet: 21/08/2020
Beskæftigelsesministeriet er på vej til at bruge en kvart milliard kroner på at sikre millimeterretfærdighed for 1.000 af de absolut rigeste pensionister i Danmark.
Pensionisterne får dog ikke nogen af de mange penge, fordi 500 af pensionisterne vil få lidt mere i pension i nogle måneder, mens andre vil få lidt mindre. De mange penge vil i stedet primært gå til de IT-konsulenter, som skal foretage omfattende ændringer i et IT-system.
Udover at der er tale om et stort beløb, så handler sagen om, hvor mange penge det offentlige skal bruge på at sikre borgerne millimeterretfærdighed. Et emne som senest kom op, da beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forsvarede den relativt enkle model bag tidlig pension med netop argumentet om, at man skal afbalancere kravet om millimeter-retfærdighed med ulemperne ved meget komplekse regler.
NB-Økonomi er kommet i besiddelse af et detaljeret oplæg, som Udbetaling Danmark sendte til Beskæftigelsesministeriet allerede i november 2019. Udbetaling Danmark er en del af ATP, der normalt er meget tilbageholdende med at blande sig i politik.
Men oplægget levner ingen tvivl om, at Udbetaling Danmark mener, at det vil være uforholdsmæssigt dyrt at skabe millimeterretfærdighed for de 1.000 pensionister.
"Det vurderes alene at ville have negativ økonomisk betydning for et meget lille antal pensionister. De pensionister, det vil "ramme", vil være pensionister med en forholdsvis høj indkomst i den pågældende periode. Og det vil kun være for en kort periode (resten af det pågældende kalenderår). Det vurderes, at dreje sig om ca. 1.000 borgere om året," hedder det i oplægget.

Det hele handler om, hvordan kommunerne skal beregne ændringen i pension, hvis en pensionist får ændrede forhold midt i kalenderår.
Indtil nu har man blot fordelt årsindkomsten ligeligt ud på månederne før og efter ændringen, hvilket giver en kortvarig fordel eller ulempe for de pensionister, hvor indkomsten er skævt fordelt i løbet af året.
Notatet giver et eksempel på en borger med en arbejdsindkomst på 400.000 kroner om året oven i folkepensionen, som bliver enlig den første juli. Hvis borgeren har tjent de 250.000 i første halvår vil vedkommende tabe ialt 10.500 i de resterende måneder af året, mens vedkommende omvendt til vinde 15.000 kroner, hvis fordelingen er omvendt. Derefter vil der ikke være nogen forskel.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30












































