Corona spænder nu også ben for kulturnatten i København.

Corona spænder nu også ben for kulturnatten i København. - Foto: Kulturnatten i København

København aflyser også kulturnat

København aflyser sin kulturnat på grund af corona, og dermed har en række byer nu aflyst deres kulturnat. Arrangørerne håber igen at kunne gennemføre de populære nætter i 2021.

Udgivet: 19/08/2020

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kulturnatten i København bliver ikke til noget i år. På grund af hele situationen med coronavirusset har arrangørerne valgt at aflyse kulturaftenen, der skulle have fundet sted 9. oktober.

Det oplyses i en pressemeddelelse. Med aflysningen tilføjer hovedstaden sig en række andre byer med aflyste kulturnætter. Som beskrevet i NB-Kommune i går, så har blandt andre Helsingør og Brøndby også aflyst deres kulturnat:

Læs også:
Mange byer må aflyse kulturnatten i år
I mere end 25 år har Kulturnatten været afholdt i København. Det er ifølge arrangørerne en af Københavns mest afholdte og velbesøgte kulturbegivenheder.

Kulturnatten er kendt for, at blandt andet museer, teatre og biblioteker byder publikum velkommen til særlige arrangementer.

Det sker ofte med forlængede åbningstider i dagens anledning.

- Efter svære overvejelser har Kulturnatten besluttet at aflyse dette års store kulturaften i København, der skulle have fundet sted den 9. oktober 2020.

- Grundet covid-19, det stigende smittetal i Danmark og de seneste udmeldinger fra myndighederne om håndteringen af dette anser vi det ikke længere som muligt at kunne afvikle aftenen på forsvarlig vis og i Kulturnattens ånd, lyder det i pressemeddelelsen fra arrangøren.

Til næste år er der håb om igen at kunne afholde arrangementet. Arrangørerne håber således, at Kulturnatten igen kan finde sted 15. oktober 2021.

- Kulturnatten, som vi kender den gennem de sidste 25 år med mange tusinde glade gæster i Københavns gader, gratis transport med bus, tog og metro, fuldt blus på alle kulturelle institutioner og et ønske hos gæsterne om at nå så mange steder som muligt, kan ikke lade sig gøre i år.

- Så vi har valgt at gemme krudtet og komme igen i 2021, skriver arrangørerne i pressemeddelelsen.

Kulturnatten fandt første gang sted i 1993.

I 2018 blev der solgt det hidtil største antal kulturpas, som giver adgang til de forskellige arrangementer. Dengang blev der i alt solgt 95.000 kulturpas.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30

Emner: Kultur, Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]