”7 år, Niels, man ved et eller andet”

Sofie Gråbøl i 'Den eneste ene' er bl.a. kendt for denne sætning. syv år, og ja, man ved et eller andet. Det har været syv år uden en aftale for lærerne, og nu holder vi vejret og venter på afstemningen.

De syv år har været syv hårde år for mange. Jeg var konstitueret skoleleder det efterår, hvor vi skulle implementere Lov 409 og reformen, og under lockouten var jeg souschef. Så jeg har ikke oplevet at være lærer under hverken lockout eller implementering, men jeg har været leder i denne periode.

En leder, der har set dygtige skoleledere forlade jobbet, fordi de er blev set som forrædere, fordi de gjorde deres job under lockouten, eller fordi de accepterede Skolebestyrelsens nye principper, der ikke altid hang sammen med virkeligheden på skole – slet ikke i en tid, hvor samarbejdet med lærerne flere steder var udfordret.

Jeg har set souschefer og afdelingsledere gå ned med stress, fordi de skulle nå både skolens normale drift samtidig med, at de skulle stå i spidsen for diverse projekter, der skulle implementeres på utrolig kort tid. Eller fordi lærerne skulle gå kl. 15.23, og så måtte ledelsen tage over, hvis noget skulle nås på dagen.

Desværre har jeg også set dygtige lærere føle sig presset af klokkeslæt, læringsportaler, pressede ledere, pressede kolleger, både dygtige og ikke-dygtige konsulenter, tiltagende pres fra forældre, der forventer en fuldt implementeret reform mm.. Jeg har også oplevet lærere, der i smug har forberedt sig hjemme for ikke at gå ned med stress, men de turde ikke sige det, af frygt for kolleger. Hvis man er optaget af at planlægge et godt undervisningsforløb, så er det dybt frustrerende, fordi kl. er 16.04, men man har brugt sin tid. Det stressede lærerne – og gør det stadig nogle steder.

Lærerstuderende, der allerede følte sig presset på tid til forberedelse, før de overhovedet havde forladt seminariet, og selv med diverse mentorordninger og færre lektioner, var de stadig presset og troede, at det skyldtes lov 409. Langt de fleste, der husker tilbage på deres første år som lærer, husker, hvor travlt vi havde, og hvor svært det var at få enderne til at hænge sammen som ny lærer. Men det har været tilskrevet lov 409 i syv lange år.

Implementeringen har ikke været lige kønt alle steder

Når jeg kigger rundt i landet, så har lokalpolitikerne og forvaltningerne håndteret denne tid meget forskelligt. Ikke alle steder har det været kønt at se på, og jeg tænker, at det også har gjort, at der har været en større udskiftning blandt skoleledelserne, end hvad pensioner alene har på samvittigheden. Vi ved alle sammen hvad kontinuitet betyder, men på en skoler er det essentielt. Der har været massiv udskiftning blandt ledere og lærere, og vi er først nu ved at lande. Men vi har også alle sammen overtaget skoler, hvor tolkningen af reform og lov 409 har taget tid at forstå.

Og nu får vi nok en aftale. Efter syv år. Afhængigt af hvordan vi kommunalt har organiseret os, vil det enten være næsten det samme som i går eller en stor omvæltning. Vi har mange lærere, der ikke har arbejdet under en aftale, og måske ikke ved, hvad forskellen er. Hvordan kommer de til at opleve det? Hvad bliver fortællingen?

Heldigvis har jeg været velsignet med tillidsfolk og skolebestyrelser, der gerne har villet samarbejde. Men det har været en kæmpe opgave at oversætte til de øvrige lærere og forældre, fordi der både var en reform, som forældrene var interesseret i fra dag 1, og en lov 409, der fyldte (og stadig fylder) for lærerne fra dag 1.

De syv år har i den grad lært os noget om ledelse

Sofie Gråbøl ved et eller andet, men der er også meget, hun ikke ved, hvis man husker filmen. En ting er, at vi afventer, om lærerne vil sige ja til aftalen, men vi afventer også tolkningerne. Som leder afventer jeg også, hvordan det kommer til at påvirke samarbejdet, er det nu er en aftale og ikke en lov. Får jeg gladere medarbejdere fra dag 1, og får jeg ro til at lede, drifte og udvikle min skole i samarbejde med mit personale og min bestyrelse?

Men selvom det har været hårde år – for alle – så har vi også lært noget. Der er sikkert meget vi har lært, men vi har i den grad lært noget om ledelse. Vi har også lært en del af at få et tættere samarbejde skolerne imellem. Jeg er helt sikker på, at vores samarbejde med tillidsfolk også er blevet noget andet og bedre, end det var før, for vi har sammen skulle oversætte prioriteringer og beslutninger – både dem vi har været enige i og dem, vi har været uenige i.

Vi har også lært noget om vores plads i hierarkiet og om de steder undervejs, hvor der kan tolkes, inden vi ser beslutningerne i vores hverdag. I det moment også hvor lang vejen tilbage er, når noget ikke har været testet i virkeligheden, og vi har brug for revideringer, for at vi kan levere et tilfredsstillende produkt.

Forhåbentligt har vi syv gode år i vente – og en masse efter det – det har folkeskolen fortjent.