
Der er ifølge Varde Kommune stor efterspørgsel på talentskoler. - Foto: MusicalTalentSkolen Varde
Kommune med i ny skole for musical-talenter
MusicalTalentSkolen Varde er et nyt tilbud for målrettet unge musicaltalenter. På mandag kan håbefulde unge komme til optagelsesprøve på skolen, oplyser Varde Kommune.
Udgivet: 14/08/2020
MusicalTalentSkolen Varde er et nyt tilbud for målrettet unge musicaltalenter, og på mandag kan håbefulde unge komme til optagelsesprøve på skolen.
Det skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.
Unge helt ned til 13 år får nu mulighed for at styrke chancerne for optagelse på en videregående kunstnerisk uddannelse som Den Danske Scenekunstskole - Musicalakademiet og landets andre professionelle uddannelser inden for scenekunst.
Mandag er der optagelsesprøve hos MusicalTalentSkolen Varde for unge musicaltalenter, der drømmer om at gøre sang, musik og drama til en fuldtidsbeskæftigelse. Til prøven skal ansøgerne synge en valgfri sang og udføre en monolog foran et dommerpanel, ligesom deres danseevner vil blive testet.
Slipper man igennem nåleøjet, venter 26 uger med fire timers ugentlig undervisning efterfulgt af fire intensive uger med 30 timers undervisning på skolen i Varde. Klimakset er en forestilling opført af skolens elever i april 2021.
Kunstnerisk leder af MusicalTalentSkolen Varde, Liv Stevns, siger i pressemeddelelsen:
"Vi vil på skolen ruste ambitiøse unge mennesker til en karriere i musicalens verden. Vi har fået henvendelser fra unge i Aarhus, Odense og Vejle, hvilket vidner om, at der efterspørgsel på sådan et tilbud til vores yngste talenter i hele Danmark."
FAKTA
Optagelsesprøven finder sted på Vestervold 11, 6800 Varde klokken 17:30-20:00 mandag den 17. august. Interesserede skal kontakte Liv Stevns på [email protected].
MusicalTalentSkolen Varde har tilknyttet professionelle undervisere og musicalperformere med tilknytning til bl.a. Den Danske Scenekunstskole - Musicalakademiet i Fredericia.
MusicalTalentSkolen er en selvejende institution med hjemsted i Varde og etableret i et samarbejde mellem Varde kommune, Teaterforeningen 7-kanten og Dance Company Twenty.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Emner: Erhvervsliv, Uddannelse, Varde Kommune










































