SAS-redningsplan bygger på millard-besparelser
Den danske og svenske stat skal eje mere af SAS, og der skal spares milliarder, lyder det i redningsplan.
Udgivet: 30/06/2020
Der skal de næste år frem mod 2022 spares det, der svarer til 2,8 milliarder danske kroner i luftfartsselskabet SAS. Det fremgår af den redningsplan, som SAS har lagt frem tirsdag.
Planen bygger blandt andet på, at den danske og svenske stat skyder nye penge i SAS, hvilket også medfører, at den danske og svenske stat øger sine ejerandele fra omkring 14 procent til 20 procent.
I alt skal redningsplanen sikre SAS nye penge i kassen – fra både de to stater men også andre parter – for 8,5 milliarder kroner.
Planen har fået opbakning fra både den danske og svenske regering samt den tredjestørste aktionær i SAS, Knut og Alice Wallenberg Fondet.
Redningsplanen skal få SAS gennem de problemer, som udbruddet af coronavirusset og de efterfølgende restriktioner for internationale rejser har udløst.
SAS venter først en normal drift igen i 2022. Derfor er et gennemgående element i redningsplanen at nedbringe udgifterne, så de matcher de faldende indtægter.
De spareplaner kan allerede mærkes blandt SAS’ ansatte. Mandag kunne SAS oplyse, at en større fyringsrunde betyder, at næsten 1600 ansatte i Danmark ender med at miste sit job.
Samtidig er SAS ved at rulle flyene ud på startbanen igen i juli. Her genåbner en lang række ruter, der skal sørge for, at SAS hurtigst muligt begynder at få indtægter fra passagerer igen.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30












































