
Odenseborgmester Peter Rahbæk Juel kan læse om mistillid mellem forvaltningerne i ekstern analyse af det specialiserede socialområde. (Arkiv)
Samarbejdsproblemer står i vejen for hjælp til udsatte
Massiv kritik af indsatsen for udsatte børn i Odense. Løsningen er ifølge konsulentfirma flere penge og bedre samarbejde.
Udgivet: 04/06/2020
“Jeg synes, det ser grelt ud på skrift. Det skal jeg være ærlig og sige som borgmester.”
Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), har nærlæst en ekstern analyse af det specialiserede socialområde som onsdag blev præsenteret for byrådet.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Analysen blev bestilt hos konsulentfirmaet Rambøll på baggrund af stigende udgifter og budgetoverskridelser på op mod 120 millioner kroner i år på det specialiserede socialområde.
Og netop manglende økonomiske midler er noget, bureauet fremhæver som et problem: Der er brug for mellem 43 og 73 millioner kroner ekstra, hvis f.eks. børn og unge i kommune skal tilbydes socialhjælp i samme grad som gennemsnittet i hele landet.
“Min erkendelse af udfordringen er, at flere borgere har brug for hjælp, end vi har budget til, og det kræver, vi tilfører flere penge,” siger Peter Rahbæk Juel.
Byrådet har som plaster på det blødende sår indtil nu fundet 100 millioner kroner som et engangsbeløb til at dække størstedelen af hullet i budgettet.
Mistilliden skal minimeres
Udover flere penge til området, peger analysen fingre af det interne samarbejde mellem kommunens forvaltninger. Bureauet slår fast, at ledelsen på tværs af forvaltningerne skal styrkes, så mistilliden og de faglige forskelle om ikke forsvinder, så i hvert fald minimeres.
“Jeg har en klar forventning om, at forvaltningerne nu tager en intern tænkepause og finder ud af at gøre det lidt bedre. Det er der simpelthen brug for,” understreger borgmesteren og fortsætter:
“Med vores styreform kan der godt være lidt langt mellem siloerne, og det tyder det på, at der er blevet her - også på det faglige niveau. Men de borgere, vi skal hjælpe, kan ikke bruge til noget, at der for eksempel er to forskellige faglige standarder i én kommune.”
Kommunens politikere skal nu finde en holdbar løsning fremadrettet på både budgetter og organisering af hele området, skriver Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29
Emner: Budget, Infrastruktur, Socialøkonomi, Styring, Offentlig ledelse, Udsatte, Odense Kommune










































