Pludselig er mit job blevet interessant.

Når man er skoleleder, tror de fleste, at de ved, hvad man laver. I denne coronatid er det som om, at mit job har fået fornyet opmærksomhed.

Folk, jeg normalt ikke taler arbejde med, og folk, der ved et tilfælde finder ud af, hvad jeg arbejder med, stiller mig pludselig spørgsmål.

'Har I også brugt telte? Har I haft rigtige toiletter, for jeg læste, at... Hvor mange gange har I flyttet rundt? Har I haft mange syge?' Det vælter ud med spørgsmål om helt konkrete ting.

Jeg ser det jo lidt som min pligt at fortælle, og så snart jeg åbner en lille smule for svarene, så vælter en ny type af spørgsmål ud. 'Men hvis nu en af dine elever har været i Sverige, hvad må du så? Hvis en af dine lærere ikke kan få passet sit barn, bliver de så fyret?'

Den første bølge spørgsmål er typisk ren info, og den næste bølge går for grænserne for en skoleleders magt, pligt og beføjelser. Den første bølge spørgsmål hænger typisk sammen i tråde, hvor kompleksiteten udfoldes i takt med, logikken stiller næste spørgsmål.

Den anden bølge spørgsmål er af mere etisk karakter, og hvor vi i denne tid som skoleledere også viser, hvem vi er som mennesker i et politisk styret system. Hvordan vi vælger at svare og hvilke ræsonnementer, der lægger bag. Den type af spørgsmål giver vores job mening på ny.

Måske corona får os til at reflektere mere over vores etiske rødder efterfølgende, for det er jo tit der, vi henter vores energi til den daglige drift, men den side af jobbet bliver bare normalt ikke sat i centrum, som det gør lige nu.