Folketinget tager skridt mod uvildig udredning af coronaforløb
Venstre forventer, at coronaudvalg i næste uge kan få nedsat et kommissorium til udredning af coronasituation.
Udgivet: 27/05/2020
Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget har besluttet at indlede arbejdet med at få udarbejdet en uvildig udredning af forløbet under coronakrisen.
Det meddeler udvalgets formand, Henrik Dam Kristensen (S).
– Vi har nedsat et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen.
– Jeg tror allerede, at det lykkes dem at holde det første møde i denne uge, siger han.
Et flertal uden om regeringen har tidligere foreslået, at en uvildig ekspertgruppe skal se på hele forløbet om, hvordan situationen under coronakrisen er blevet håndteret.
– Et enigt Udvalg for Forretningsordenen har nu nedsat et særligt coronaudvalg, hvor hvert parti får et medlem, og de skal mødes og udvælge en formand eller -kvinde og drøfte det nærmere indhold.
– Det er min forventning, at vi hurtigt kommer i gang, så det er min forhåbning, at vi i næste uge har nedsat et kommissorium, og så kan vi gå i gang med at udpege forskerne, siger Karsten Lauritzen (V), der er medlem af Udvalget for Forretningsordenen.Statsminister Mette Frederiksen (S) har udtalt sig positivt om en evaluering af indsatsen mod corona.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28












































