En corona-inkluderende dagsorden

Vi har en inkluderende folkeskole, og det har vi også, når vi vender retur til normalen. Men denne periode kan faktisk udfordre fremtidens inklusionsdagsorden, for hvad gør vi med det, vi ser?

Måske er det billede, vi ser, også et tegn på ekstra familietid, men er det vi ser validt?

Børn med særlige behov

I denne tid ser vi børn i nogle helt andre rammer, end vi plejer. Det skaber nogle andre samtaler med forældrene, hvor nogle børn reagerer negativt på de meget stramme rammer, men vi oplever også nogle, der blomstre. Klare strukturer, få kendte voksne, faste legegrupper, fast gårdområde, samme lokale og tid til fordybelse i et fag.

For nogle forældre kan det bekræfte en teori. Har barnet muligvis et særligt behov?

Pludselig kan noget blive legitimt at tale om for forældrene, fordi rammerne er anderledes, men de har ikke haft denne samtale, inden vi har et statusmøde med dem. Eller måske har kun den ene af forældrene haft disse tanker?

Vi havner midt i denne situation, fordi det er markante ændringer, vi ser og fortæller om. Vi har måske længe leveret en form for specialpædagogisk bistand, men vi ser alle først ændringerne, når rammen ændres – og hvad gør vi så?

Hvad gør vi, når vi vender retur til en almindelig hverdag?

Hvad betyder det for både de familier, der får bekræftet, at der er et særligt behov og dem, hvor det pludselig bliver tydeligt, hvor meget bedre børn kan fungere i andre rammer?

Hvad nu hvis coronarammerne starter et behov, som vi ikke kan honorere efterfølgende?

Og hvad med det personale, der efter en coronaramme kan stå tilbage og sige, barnet har faktisk bedre af et lille miljø med få voksne, det har vi jo lige set?