- Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Troværdighed og dynamiske planer

'Hvor længe kan jeg stadig fremstå som en troværdig leder, når mine planer hele tiden bliver justeret og rettet?' Det spørgsmål stiller leder Janni Juhl-Petersen sig selv i dagens blog-spot.

Udgivet: 07/05/2020

Janni Juhl-Petersen

Leder af idrætsinstitutionen Tumlehuset

Del artiklen:

Jeg tæller børn og børn og kvadratmeter og børn ...

I morgen er sidste dag for de kommende skolebørn, da de starter i SFO på mandag. De om nogen får en helt anderledes start på SFO- og skolelivet. Vi har ikke haft mulighed for at besøge 0. klasserne og SFO’erne. Halvdelen af vores kommende skolebørn har holdt fri siden vi blev hjemsendt, så vi kommer kun til at sige farvel til halvdelen af børnene – de resterende har fået en pose med deres ting over hegnet og et luftkys med på deres nye rejse.

Ingen frigjorte kvadratmeter

Jeg havde egentlig tænkt, at vi mere eller mindre skulle lave planer efter det samme koncept, som vi har gjort de seneste uger. Jeg har tænkt, at når de kommende skolebørn er ude, så får vi bedre plads til de øvrige børn. Men da de kommende skolebørn har været udegruppe hele dagen, så frigiver det ikke kvadratmeter inde og vi får flere børn i næste uge.

I næste uge kommer vi til at mangle 64 kvadratmeter til vuggestuebørnene, og det betyder, at jeg skal have 11 vuggestuebørn i to forskellige udegrupper fra åben til luk.

Først den ene plan og så den anden plan

Det var ikke den plan jeg gik hjem med i dag, men da jeg her til aften opgjorde, hvor mange børn der kommer i næste uge, er det blevet klart for mig, at jeg i morgen skal jeg tale med vuggestuevoksne og lave en ny plan ... igen!!

Heldigvis er vi – endnu – ikke udfordret af, at vi mangler personale.

Der er noget praktisk i forhold til legepladsens indretning, toiletforhold og puslepladser, som jeg ikke lige nu kan finde løsningen på. Heldigvis ved jeg, at det kan mine vuggestuepædagoger, så vi holder akut vuggemøde kl. 10.00 i morgen.

Hvor længe kan jeg stadig fremstå som en troværdig leder, når mine planer hele tiden bliver justeret og rettet?

Heldigvis kan jeg se, at vi jo stadig stoler på Søren Brostrøm, så mon ikke jeg stadig har følgeskab i min personalegruppe?

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28

Emner: Daginstitution, Styring, Offentlig ledelse, Genåbning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]