En dag måtte det komme, og det blev så i dag. Min første nej-hat. Heldigvis opdagede jeg det selv, men jeg vendte tilbage til det flere gange i løbet af dagen.

Som et led i plan a, b ,c, d … skulle min afdelingsleder for udskolingen og jeg over og se på nogle lokaler, som vi har fået mulighed for at låne for det tilfælde, at vi skulle få de store elever tilbage efter weekenden. På vej derover får jeg sagt, at hvis det her blot drejer sig om et enkelt lokale, som vi kan låne hver anden tirsdag, og det kræver en hel masse, så er det altså et nej tak.

Ja-sombrero

Så kommer vi derover, og det er bare fantastisk. I takt med det ene lokale efter det andet åbenbarede sig – med eget toilet – blev jeg mere og mere flov over min umiddelbare reaktion.

At jeg kunne tro, at nogle ville bruge vores tid på noget, som ikke ville være brugbart. At jeg kunne tro, at folk ikke havde forståelse for, hvad det er vi har brug for. Pinligt, pinligt.

Jeg gemte mig i min ukuelige ja-sombrero og kastede mig direkte ind i et ’selvfølgelig giver det mening at prøve livestreaming/spørgetime uden dagsorden - det bliver supergodt-projekt'. Og det blev det.

Vi taler meget om, at denne coronatid kommer til at ændre vores omgangsformer.

Men måske kommer den også til at ændre vores tilgang til ting, hvis vi ikke passer på. Som ledere i denne tid bliver vores værdier – herunder en positiv tilgang – tydeligere i de små handlinger. Denne gang opdagede jeg det. Men det kan være sket flere gange. Derfor vendte jeg retur til det, for jeg har brug for mit team til at hjælpe mig med at fange de små tendenser.