Jo, jeg vil meget gerne have de store børn tilbage, for jeg er bekymret for, hvad det gør ved dem at være hjemme – og kvaliteten i fjernundervisningen er altså begrænset. Uanset hvor dygtig en lærer, man er.

Men der er en gruppe børn, som jeg er meget mere bekymret for. Børn, der er hjemme pga. somatisk sårbare forældre eller deres eget helbred.

Vi har flere børn, som er hjemmeundervist, og som vi har kontakt med. De børn har faktisk ikke udsigt til at komme tilbage i meget lang tid. De har måske søskende og et hjem, der kan varetage undervisningen på forsvarlig vis. Men der er også dem, der ikke har.

De er tilmed hjemme i et hjem med sygdom.

Vi kan ikke tage på hjemmebesøg, vi kan tale i telefon, mødes med dem i den virtuelle verden. Da deres kammerater var fjernundervist, så var de aktive i et andet fællesskab.

Nu er de alene.

Hvordan passer vi bedst på disse børn? Holder vi virtuelle morgensang for alle skolens elever? Kan vi have digitale pennevenner, så de ikke bliver glemt af klassekammeraterne? Hvordan kan vi mere, end blot at levere ’skal’?

Og hvordan skal det gå dem, når de engang kan komme tilbage til skolen? Skal vi lave turbohold? Skal vi fokusere på, at de kommer ind i det sociale fællesskab før det faglige? Kan de følge med deres klassetrin, hvis det her varer ved? De børn fylder meget i mine tanker.