Den aften i marts, hvor Mette Frederiksen holdt sit pressemøde om nedlukningen af Danmark, havde selve dagen været meget tilfredsstillende, for jeg havde nået et hængeparti, jeg synes havde hængt lidt for længe.

Jeg havde om eftermiddagen gjort klar til MUS-samtaler for alle personaler. Jeg havde booket dem i kalenderen. Jeg havde gjort papirerne klar til den enkelte, som vedkommende skulle bruge til at forberede sig til samtalen. Alt var klart, så jeg torsdag formiddag kunne informere medarbejderne om, hvornår de skulle til den årlige MUS-samtale.

Jeg vågnede dog op til helt andre arbejdsopgaver den torsdag morgen...

Jeg kender til ledere, der har afholdt MUS-samtaler i den periode, hvor vi var lukket ned i Teams. Da jeg hørte det, ærgrede det mig, at jeg ikke selv havde fået den idé, og derfor kunne sætte hak ved endnu en nået arbejdsopgave.

Jeg har i denne tid fået en masse erfaring med at holde møder i Teams. Jeg synes, at Teams-møder kan være gode og effektive, især når der er en dagsorden, hvor der skal være klaret bestemte ting, og hvor der skal findes løsninger eller gives svar. Til møder, hvor der er mange med, kan det være svært at fornemme stemninger, afkode den nonverbale kommunikation og følge med i, om alle stadig er med.

Jeg er blevet opmærksom på, hvor vigtig den menneskelige kontakt er for mig – også til møder.

Så selv om jeg i nuet ærgrede mig over, at jeg ikke havde nået at afholde MUS-samtalerne i Teams, så har min erfaring med Teams gjort, at jeg nu er glad for, at jeg stadig har samtalerne foran mig, og jeg glæder mig til at sidde ansigt til ansigt med mine medarbejdere.