
Maike Raaghauge er skoleleder under genåbningen - Foto: Privat
Ledelse af virkeligheden
Præmissen for ledelse i det offentlige er politisk styring, men det er ikke altid, at medarbejderne accepterer den præmis. Hvor godt vi tidligere har håndteret den udfordring, afspejler sig lige nu i, hvordan vi gør det i dag, skriver skoleleder Maike Raaghauge.
Udgivet: 27/04/2020
Der er rigtig meget ledelse af virkeligheden, men hvilken slags ledelse?
I denne tid hører jeg meget om kriseledelse, akutledelse, vilkårsledelse og andre lignende begreber.
Lige op til nedlukningen var det stadig forbedringsledelse, implementeringsledelse og forandringsledelse, der fyldte.
Jeg må tilstå, efter en arbejdsdag i denne tid vil jeg meget nødig sætte fortegn på, hvilken slags ledelse jeg bedriver. Militæret kørte på et tidspunkt en kampagne til at rekruttere officerer: Ledere i virkeligheden, hed den.
Der er rigtig meget virkelighed, og når vi står midt i denne her virkelighed, så vender vi retur til, hvem vi er:
Ledere i det offentlige.
Præmissen er, at vi er i en politisk styret organisation, men det er ikke altid vores medarbejdere accepterer den præmis. Hvor gode vi har været til at håndtere det tidligere, afspejler sig i hvordan vi lige nu tilgår denne opgave, der i den grad har elementer, der styre os udefra - og hvor vi bare makker ret.
Det er jobbet.
Vi accepterer også præmissen, at det ikke altid er gennemskueligt for os, hvad der bliver decentralt besluttet, og hvornår vi er nødt til at afvente en central beslutning.
Igen – ikke altid noget som medarbejderne accepterer.
Lige nu er det, at vise samfundssind på skole- og fritidsområdet, at gøre hvad vi bliver bedt om – nødundervisning og nødpasning under de muligheder og vilkår retningslinjerne giver os. Det strider imod den måde, lærere og pædagoger normalt er omkring og med børnene.
Det er opgaven.
Så kan man kalde det, hvad man vil, men at lede denne personalegruppe igennem denne tid, kræver en empatisk tilgang, og det kræver, at man kan forstå nuancerne i at lede i virkeligheden – og det er ikke nemt.
Hvem ved, om jeg lykkes med det?
Det er en opgave, som jeg ikke lige kan finde litteratur til at hjælpe mig med, så gode kolleger er uundværlige for mig. Både som rettesnor, som inspirator og til sparring.
Om Maike Raahauge
Maike Raahauge er uddannet lærer siden 2004 og har diplom i ledelse
Hun har været skoleleder på Nørre Fælled Skole siden 2017.
Hun har været i skoleledelsen på Amager Fælled Skole siden 2012
Har desuden udgivet to skønlitterære romaner og en selvhjælpsbog for pårørende i psykiatrien
Maike Raaghauge er en af de tre ledere, der skriver blog-spots på NB-Nyt fra deres daglige praksis under genåbningen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27
Emner: Politik, Skole, Styring, Offentlig ledelse











































