Italien er et af de lande i Europa, som er hårdest ramt af coronaudbruddet. Det betyder blandt andet, at befolkningen længe har haft forbud mod at gå udenfor. (Arkivfoto)

Italien er et af de lande i Europa, som er hårdest ramt af coronaudbruddet. Det betyder blandt andet, at befolkningen længe har haft forbud mod at gå udenfor. (Arkivfoto) - Foto: Alberto Lingria/Reuters

Danske regioner tilbyder Italien respiratorer og personale

Regionerne vurderer, at hospitalerne kan undvære 10-13 respiratorer som hjælp til Italien under coronakrisen.

Udgivet: 24/04/2020

Del artiklen:

Færre bliver indlagt med coronavirus på de danske hospitaler.

Derfor vurderer regionerne nu, at hospitalerne kan undvære mellem 10 og 13 respiratorer samt et ukendt antal sygeplejersker og læger, som kan hjælpe Italien under coronakrisen.

Det fremgår af et svar, regionerne torsdag har sendt til Sundhedsstyrelsen, og som Radio4 er i besiddelse af.

Udstyr og personale kan dog kun sendes til Italien under forudsætning af, at både personale og udstyr kan blive hentet hjem igen, hvis situationen i Danmark ændrer sig.

Det fortæller Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg og formand i Region Midtjylland.

- Vi forventer, at det bliver relativt få, der melder sig. Og hvis vi kan undvære dem (personalet, red.) på nogle af vores sygehuse, kan man tage stilling til det der, siger han til Radio4.

Op til italienerne, hvornår det skal sendes

Sundhedsstyrelsen bad for en uge siden regionerne om at vurdere, hvor meget udstyr og personale de kunne undvære.

Italien er et af de lande i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus.

Sundhedsstyrelsen lægger i forespørgslen blandt andet vægt på, at de respiratorer, der stilles til rådighed, "skal være egnede til behandling af Covid-19-patienter".

Ifølge Anders Kühnau har regionerne lavet beregningerne ud fra Sundhedsstyrelsens forskellige scenarier for coronasmittens udvikling i Danmark.

I en mail til Radio4 skriver Forsvarsministeriet, at det nu er op til de italienske myndigheder at beslutte, hvornår der eventuelt skal sendes udstyr og personale afsted fra Danmark.

Tidligere på måneden meldte den danske regering, at der var hjælp på vej til Italien.

7,5 millioner kroner, respiratorer samt et felthospital skulle efter planen sydpå efter anmodning om hjælp fra de italienske myndigheder.

Samtidig var hensigten at fortsætte dialogen for at koordinere eventuelle yderligere bidrag, meddelte Udenrigsministeriet.

Torsdag lå 61 patienter ifølge Statens Serum Institut i respirator med coronavirus i Danmark.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]