
Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen, er har sammen med det øvrige byråd allerede budgettet på plads for næste år. (Arkiv) - Foto: Kolding Kommune
Borgmester: '2019 var et rædselsår'
Der er stor lettelse på borgmesterkontoret i Kolding Kommune, efter regnskabet for 2019 igen peger i den rigtige retning. "Jeg håber aldrig at komme til at opleve noget lignende igen," siger borgmester.
Udgivet: 24/04/2020
Landets kommuners regnskaber for 2019 er netop offentliggjorte, og i Kolding lyder et lettelsens suk fra rådhusgange og -kontorer.
“Det var et rædselsår, som jeg aldrig håber at skulle opleve igen, og det håber jeg heller ikke for mine efterfølgere.”
Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), taler om en økonomisk hestekur, der i sidste ende bar frugt. Det skriver JydskeVestkysten.
Regnskabet for 2019 viser, at kommunens kasseforbrug er faldet i forhold til året forinden, efter der kom styr på balancer og bundlinje med bl.a. ansættelses-, indkøbs- og projektstop.
2019 var med andre ord et økonomisk mareridt for Kolding Kommune. Sidste forår kom det frem, at et overforbrug af udgifter til folkeskoler, børnepasning, social- og handicapområdet var eksploderet i 2018 med et underskud på 100 mio. kr. og et kasseforbrug på knap 188 mio. kr.
Men den efterfølgende genopretningsplan slog igennem i de sidste måneder af 2019, og derfor er borgmester Jørn Pedersen (V) i dag en lettet mand:
“Det er jo et regnskab, der er lavet på en trist baggrund, og det var rædselsfuldt, at vi pludselig skulle håndtere et underskud, vi ikke havde set komme. Det var der selvfølgelig konsekvenser i. Medarbejderne måtte løbe stærkere, fordi stillinger ikke blev genbesat, og vi leverede en mindre service til borgerne, end vi troede, vi skulle. For forbruget var blevet større, end budgetterne rakte til, og det hang jo ikke sammen”, siger borgmesteren til Jyske Vestkysten.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Budget, Kolding Kommune











































