- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Genåbning: Kommunernes beredskab går ikke på nødblus

Den langsomme genåbning betyder ikke, at de sidste fire ugers arbejde med akutberedskaber er afblæst. Tværtimod skal kommunerne fremover håndtere begge dele, fremgår det af et notat fra Sundhedsstyrelsen.

Udgivet: 20/04/2020

Del artiklen:

Covid-19 epidemien er bøjet af. Smittetrykket er aftaget. Det ser ud til vi får en fladere og mere langstrakt epidemi.

Det er baggrunden for en kontrolleret og langsom genåbning af Danmark. I sidste uge åbnede mange skoler og dagtilbud, og i dag får en række liberale erhverv lov til at åbne, ligesom forskellige aktører på sundhedsvæsenet igen kan varetage de fleste undersøgelser og behandlinger.

”Fordi vi kan overskue Covid-19, er det vigtigt, at vi igen får øget aktivitet i det samlede sundhedsvæsen. Vi skal have fokus på det brede folkesundhedsperspektiv og i et perspektiv med en lang epidemi på et lavere blus, så skal vi også huske, at der er andet end Covid-19,” skriver centerchef i Sundhedsstyrelsen Camilla Noelle Rathcke i en pressemeddelelse.

Vi vender ikke tilbage til normalen - beredskabet går ikke på nødblus

Der er en lettet og optimistisk stemning, når man læser hen mediernes overskrifter, som om vi alle har holdt vejret og nu endelig kan få frisk luft.

Man kan derfor let forledes til at tro, at de seneste fire ugers fokusering på opbygning af kommunale beredskaber til bekæmpelse af Covid-19 er sat på standby, men det er lang fra tilfældet.

Det fremgår af et 18 siders notat fra Sundhedsstyrelsen, som NB-Nyt er i besiddelse af.

Her beskriver Sundhedsstyrelsen en plan for omstilling af sundhedsvæsnet herunder en øget aktivitet hos kommunerne mod et mere vanligt niveau, som det hedder. Planlægningshorisonten er foreløbigt frem til midten af maj, men mellem linjerne kan man se, at Sundhedsstyrelsen allerede nu tænker meget længere.

Den øgede aktivitet i sundhedsvæsnet betyder, at patienter og borgere igen kan modtage ydelser for andet end de såkaldte kritiske funktioner, dvs. funktioner, der kun har været opretholdt under nedlukningen.

Det understreges flere gange i notatet, at selv om kommunerne gradvist skal øge aktiviteten, skal det fortsat ske under hensyntagen til varetagelsen af kommunens kritiske funktioner, plejehjem, hjemmepleje og akutmodtagefunktioner.

Hermed understreger Sundhedsstyrelsen, at vi på ingen måde vender tilbage til normalen, selvom det i mange sammenhænge italesættes som noget, der ligger lige om hjørnet.

Kommunerne skal gå på to ben: Højt beredskab og langsom genåbning

Beredskabet i kommunerne er på ingen måde reduceret. Tværtimod skal kommunerne nu til at gå på to ben.

Langsom og kontrolleret genåbning samtidig med, at kommunerne fortsat skal have et højt beredskab og være klar til at spille en væsentlig rolle i forhold til at aflaste sygehusene med modtagelse af patienter, der kan færdigbehandles i kommunalt regi.

Af notatet kan man desuden læse, at der lægges vægt på, at hvis sygehusene presses kapacitetsmæssigt af flere indlæggelser, kan det komme på tale, at patienter udskrives flere dage tidligere i deres sygdomsforløb, og i den sammenhæng forventes det, at kommunerne står klar med fx flere akutfunktioner.

Akut og krisetankegangen er på ingen måde nedtonet i notatet og man efterlades ikke et øjeblik i tvivl om, at godt nok er vi på vej mod en langsom genåbning, men døren er ikke mere på klem, end at den hurtigt kan lukkes og kriseberedskabet kan træde til i et andet og højere gear. Blandt andet skriver man:

”Personaleressourcer kan flyttes rundt og visse tiltag kan nedprioriteres ud fra hensyn til reduktion af smitterisiko.”

Her fornemmer man en tydelig henvisning til den fælleserklæring om fleksibilitet, som er indgået mellem arbejdsmarkeds parter i den kommunale sektor.

Sundhedsstyrelsen lægger i notatet ikke skjul på, at man forventer, at smittetrykket vil stige, og netop derfor kan der iværksættes yderligere tiltag med henblik på at reducere smitterisikoen, som det hedder i notatet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27

Emner: Velfærd, Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]