
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sejler i samme stormfulde hav og hjælper hinanden lokalt
Vi står hver for sig og ikke sammen hver for sig, hvad enten det er ude i verden eller i kommunerne, skriver Janni Juhl-Petersen, der glæder sig til en fredagsøl med lederkollegaerne på den anden side.
Udgivet: 17/04/2020
En stor del af min vågne tid i disse dage går med at forberede vores åbning på mandag, og alligevel har jeg nået at reflektere over verdenssituationen set fra min navle.
Når jeg hører Mette Frederiksen på pressemødet tirsdag 14. april fortælle om, hvordan hun ser, vi klarer os i Danmark, får det mig til at tænke på, at min oplevelse er, at vi i EU og i resten af verden står hver for sig, og ikke sammen hver for sig i denne krise, der har ramt os alle.
Retningslinjer udmøntes forskelligt
Jeg kan se, at det samme gentager sig på kommunalt plan. Retningslinjer og fortolkninger af disse sker så hurtigt, at min oplevelse er, at kommunerne ikke har tid til at dele viden med hinanden.
Der går historier på tværs af kommunerne om, hvordan den ene kommune løser kvadratmeter ved orlov til forældrene; hvordan en anden kommune rykker datoen for åbning; hvordan en tredje kommune venter med at sende kommende skolebørn i SFO til sommer; hvordan en fjerde kommune kun passer nogle af børnene; hvordan en femte kommune ikke sender pårørende til Covid-19-syge på arbejde; hvordan en sjette kommune siger det modsatte; hvordan en syvende kommune reducerer i åbningstiden og hvordan en ottende kommune …
Blandt dagtilbudslederne i min kommune oplever jeg samhørighed og vidensdeling – og jeg tænker, at det samme er gældende i alle andre kommuner.
Jeg har heldigvis verdens bedste lederkollegaer, og jeg har brugt dem i stor stil til at vende tanker, blive forstyrret, stjålet deres gode idéer, grædt og grinet med dem over den mærkelige situation, vi er i. Jeg er på ingen måde i tvivl om, at vi blandt dagtilbud i Hvidovre sejler i samme stormfulde hav og hjælper hinanden med de gode løsninger.
Ligesom jeg glæder mig til, at jeg 'på den anden side' skal drikke en fredagsøl med mine lederkollegaer, så håber jeg, at verdens ledere gør det samme.
Fakta om Janni Juhl-Petersen:

Janni Juhl-Petersen er 46 år og uddannet pædagog fra Jægerspris seminarium i 2003.
Hun har en diplomuddannelse i ledelse fra 2008.
Hun leder til dagligt idrætsinstitutionen Tumlehuset i Hvidovre Kommune, hvor hun har det fulde pædagogiske-, administrative-, strategiske-, personale- og økonomiske ansvar for institutionen og et budget på godt 14 mio. kr.
Janni Juhl-Petersen er en af de tre ledere, der skriver blog-spots på NB-Nyt fra deres daglige praksis under genåbningen.
Sidst opdateret: 27/03/2023 - 18:03
Temaer: Debat
Emner: Daginstitution







































