Det er gået stærkt med indfasningen af nye retningslinjer for coronatest, og systemet har ikke været helt klar, lyder det fra praktiserende lægers formand. (Arkivfoto)

Det er gået stærkt med indfasningen af nye retningslinjer for coronatest, og systemet har ikke været helt klar, lyder det fra praktiserende lægers formand. (Arkivfoto) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Læger beretter om kaos efter nye kriterier for coronatest

Systemet var ikke klar til at håndtere øget efterspørgsel efter test, lyder det fra lægernes formand. Læs de nye retningslinjer her.

Udgivet: 03/04/2020

Del artiklen:

De praktiserende læger beretter om en kaotisk torsdag, hvor nye retningslinjer trådte i kraft for henvisning af borgere til coronatest.

- Det er ikke gået særligt godt. Der har været nogle startvanskeligheder.

- Der er et stykke vej, fra at beslutningstagere på Slotsholmen beslutter, at ting skal ændres, til et hav af sygehuse, ansatte og telefonlinjer skal være klar, siger Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation.

De nye retningslinjer blev meldt ud onsdag eftermiddag og trådte i kraft torsdag.

De giver mulighed for, at de praktiserende læger kan henvise borgere med lette symptomer på coronavirus direkte til test på sygehuse og regionale klinikker.

Det gav et stort tryk på telefonerne hos de praktiserende læger.

- Folk opfattede det sådan, at de kunne blive testet torsdag morgen. Og det troede vi også, de kunne.

- Det skabte bilkøer flere af de steder, hvor man laver test. Og på et tidspunkt fik vi at vide, at nu kunne vi ikke henvise flere, fordi der var for mange mennesker ved teststederne, siger Christian Freitag.

Lige lovligt ambitiøst

Der er ifølge lægeformanden ikke noget at sige til, at de regionale testenheder ikke har kunnet følge med.

- Sundhedsvæsenet agerer hurtigt, men man kan ikke forvente, at det kan gå så stærkt. Jeg tror, at det har været lige lovligt ambitiøst sat op, siger Christian Freitag.

Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, kalder den første dag med de nye retningslinjer for "kaotisk".

- Vi brugte meget tid på at hænge i telefonkøer og sende folk afsted, som så alligevel ikke kunne blive testet, fordi køen var for lang eller testkapaciteten opbrugt. Så det var noget rigtig skidt.

- Systemet, der skal gennemføre de mange test, er ikke klar på så kort tid. Og det så vi konsekvensen af i går (torsdag, red.), siger han.

Regionerne: Det tager tid med omstillingen

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) medgiver, at der var "run" på torsdag.

- Det er klart, at når man melder noget ud onsdag aften, der skal træde i kraft torsdag, så vil det naturligt give nogle udfordringer, siger hun.

- Det har helt klart kunnet mærkes derude, og man har ikke alle steder nået at stille ekstra telte op, siger Stephanie Lose.

Onsdag blev der testet i alt 3.596 personer. Regionsformanden regner med, at den livlige aktivitet torsdag på teststederne vil afspejle sig i antallet af test for torsdag. Det offentliggøres fredag eftermiddag.

- Vi har ikke set den fulde effekt af de nye retningslinjer endnu. Det er naturligt at det lige tager et par dage at omstille tingene og rette ind efter dem, siger Stephanie Lose.

Fakta: Nu kan personer med milde symptomer coronatestes

Med de nye retningslinjer, der trådte i kraft torsdag, er det blevet lettere at henvise medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med milde symptomer til test.

Det samme er tilfældet for personer, der bor sammen med nogle i risikogruppen.

I tilfælde med milde symptomer vil der være mulighed for, at en praktiserende læge kan henvise direkte til test på en regional klinik efter en telefonisk vurdering.

Her er de kriterier, lægerne kan tage udgangspunkt i, når særlige grupper med milde symptomer henvises til test:

  • Hvis en person har nære relationer i særlige risikogrupper, for eksempel hvis man bor med kronisk syge eller personer over 80 år.
  • Hvis patienten vurderes at have vanskeligt ved at følge myndighedernes anbefalinger om selvisolation i hjemmet, for eksempel på grund af sociale problemer så som misbrug eller hjemløshed.
  • Hvis patienten har haft tæt kontakt til en patient med bekræftet Covid-19.
  • Hvis det "vurderes at være hensigtsmæssigt at kende patientens Covid-19-tilstand" for at sikre hensigtsmæssige rammer for selvisolation, for eksempel hvis der bor mange i husstanden på et lille areal.
  • Hvis en person "varetager helt særlige nøglefunktioner i samfundet", ikke kan erstattes og vil møde på arbejde efter en negativ test. At personen har en nøglefunktion skal kunne bekræftes af andre, for eksempel af en chef.
  • For blandt andre borgere på institutioner, såsom plejeboliger eller bosteder, gælder særlige regler. Her kan alene mistanke om Covid-19 være nok til, at en borger henvises til vurdering og test for Covid-19 via for eksempel egen læge eller en fast tilknyttet læge. Det sker for "tidligt at forebygge og opspore muligt udbrud af Covid-19" på institutioner.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]