
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og andre partiledere ønsker, at regeringen snart kommer med et bud på, hvordan Danmark kan blive genåbnet, når coronakrisen er overstået. (Arkivfoto) - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Politisk flertal efterlyser genåbningsplan fra regeringen
Regeringen vil imødekomme ønske fra partier om at debattere en genåbning af Danmark efter coronakrisen. Også professorer ønsker sat gang i plan om exitstrategi.
Udgivet: 27/03/2020
Efter en periode, hvor hjælpepakker til erhvervslivet og andre foranstaltninger har fyldt meget, er det snart tid til at drøfte, hvordan Danmark kommer videre efter coronakrisen.
Det mener flere partiledere, hvis partier tilsammen udgør et flertal i Folketinget. Det skriver Berlingske.
De ønsker, at S-regeringen snart fremlægger en plan for, hvordan samfundet kan blive genåbnet, når det sundhedsfagligt kan forsvares.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, anerkender, at tingene foreløbig er blevet håndteret korrekt af regeringen med fokus på de akutte problemer. Men nu er det tid til at se mere langsigtet frem.
- Vi står i den største krise siden Anden Verdenskrig. Vi er simpelthen nødt til meget snart at se en plan for, hvordan man vil åbne samfundet igen, når det bliver relevant.
- Det vil gøre en psykologisk forskel for befolkningen, og det vil give erhvervslivet tryghed, siger Jakob Ellemann-Jensen til Berlingske.
Langsigtet økonomisk krise truer
Han efterlyser ifølge mediet blandt andet svar på, hvordan regeringen vil håndtere den langsigtede økonomiske krise, der truer. Samt hvilke dele af den offentlige sektor, der skal åbnes først.
Desuden er det ifølge Jakob Ellemann-Jensen relevant at debattere, om nogle grupper hurtigere kan komme ud i samfundet igen, end andre mere sårbare grupper.
Bag ønsket om en snarlig plan for genåbningen af Danmark står også partilederne Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Østergaard (R), Søren Pape Poulsen (K), Pernille Vermund (NB) og Alex Vanopslagh (LA).
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, synes også, at det vil være positivt allerede nu at drøfte, hvordan og hvorledes Danmark åbner sig efter coronakrisen. Bare der ikke træffes forhastede beslutninger.
- Det, der ikke må ske, er, at vi lige pludselig åbner for tidligt, før vi har set effekterne af de tiltag, vi har taget. Og før vi ved, at sundhedsvæsnet er okay.
- Åbner vi for hurtigt, risikerer vi en situation som i Italien eller Spanien, siger Skipper til Ritzau.
Danmark holder ikke lukket én dag for længe
I en skriftlig kommentar til Berlingske siger finansminister Nicolai Wammen (S):
- Vi er helt enige og drøfter meget gerne med partierne, hvordan vi bedst muligt kan åbne Danmark igen.
- Vi ønsker ikke at holde Danmark lukket én dag mere end nødvendigt, og vi er i gang med at forberede scenarier.
Finansministeren tilføjer, at en forudsætning for, at Danmark atter kan åbne, er, at smittespredningen bliver begrænset. Og denne del er det endnu for tidligt at drage konklusioner om.
Ligeledes er dansk økonomi ifølge Nicolai Wammen meget afhængig af, hvordan situationen med coronasmitte udvikler sig i udlandet.
Tiden er inde til at starte en diskussion
Regeringen bør melde hurtigst muligt ud, siger Michael Svarer, professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet og tidligere overvismand.
- Man lukker ned, fordi det er fornuftigt sundhedsmæssigt. Men det skaber en stor økonomisk regning. Regningen bliver større af den usikkerhed, der er, siger han.
En mulighed for regeringen er, siger Michael Svarer, at man fremlægger en række scenarier med mulige udfald afhængig af længden på krisen.
- Kan man reducere usikkerheden ved at komme med scenarier for, hvornår man kan lukke op igen, er der større mulighed for at holde is i maven og undgå at afskedige for mange, siger Michael Svarer.
Også Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, melder sig i koret.
- Under alle omstændigheder vil der være brancher, der er så stærkt berørt af det her, at de ikke kommer i gang lige med det samme. Hele turismen for eksempel.
- Man bliver nødt til at have en strategi for, hvad man vil gøre, siger Bent Greve.
Torben Tranæs er økonomiprofessor og forskningsdirektør hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
Han vil ikke gøre sig til dommer over, hvorvidt regeringen bør fremlægge en exitstrategi nu.
Men, siger han, det er altafgørende, at vi får flere hjælpepakker rundt omkring, som kan sikre Danmark både under genåbningen og efterfølgende.
- Vi skal gøre meget mere ud af at få aktiviteten op at køre, mens vi er lukket ned. Der kan man under alle omstændigheder gøre meget mere end nu, siger Torben Tranæs.
jornns /ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26







































