Social- og indenrigsminister Astrid Krag. (Arkiv)

Social- og indenrigsminister Astrid Krag. (Arkiv) - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Kommunerne får mulighed for at fravige sagsbehandlingspraksis

Lovbearbejdningen foregår i så højt et fantomtempo, at Socialministeriet tirsdag fejlagtigt udsendte den forkerte udgave af en nødretsbekendtgørelse for socialområdet til alle kommuner. Først natten til onsdag kom den rigtige udgave.

Udgivet: 18/03/2020

Del artiklen:

Social- og Indenrigsministeriet har arbejdet på højtryk siden fredag i sidste uge for at kunne udmønte dele af epidemiloven, som blev vedtaget sidste torsdag i en nødretsbekendtgørelse, herunder også de ændrede rammer for kommunernes opgavevaretagelse i lyset af covid-19.

KL og relevante brancheorganisationer har henover weekenden kommenteret på flere udkast til nødretsbekendtgørelsen på socialområdet.

Hele processen er foregået i fantomtempo, så derfor er det vel ikke mærkeligt at der sker fejl.

Flere kommuner fik nemlig tirsdag eftermiddag fra Social- og Indenrigsministeriet det, man kunne forvente var den endelige nødretsbekendtgørelse, men det har siden vist sig, at der var tale om et af de mange deludkast. Det fremgår af et notat, som NB-Nyt har fået adgang til.

Ministeriet oplyser, at der er tale om en fejl, og at der eventuelt kan komme ændringer til den udgave, der ved en fejl, først er udsendt.

Omkring midnat fik kommunerne så det, man må antage er den endelige bekendtgørelse, der nok så mundret hedder:

”Bekendtgørelse om mulighed for midlertidig fravigelse af forpligtelser for det offentlige og af privates rettigheder over for det offentlige på socialområdet som led i håndtering af covid-19.”

Hvad betyder bekendtgørelsen så?

Mange ansatte er sendt hjem som følge af coronavirus, og store dele af den offentlige, private og frivillige sektor er lukket ned. Alligevel skal kritiske funktioner stadig opretholdes, så de mest sårbare grupper får den helt nødvendige hjælp. Det er baggrunden for den nye nødretsbekendtgørelse på socialområdet.

Bekendtgørelsen skal sikre, at der kan foretages nødvendige prioriteringer, så de mest kritiske funktioner og ydelser kan opretholdes for f.eks. anbragte børn, hjemløse og mennesker med handicap trods indsats mod coronavirus.

Bekendtgørelsen sætter rammerne, hvis det bliver nødvendigt for kommuner, regioner, socialtilsyn og andre myndigheder på socialområdet at prioritere ressourcerne til dem, der har størst behov.

Herudover opstiller bekendtgørelsen rammer for, hvilke kritiske funktioner på socialområdet, der skal opretholdes, og hvilke aktiviteter der kan neddrosles eller sættes i bero i en situation, hvor der kan være behov for at prioritere indsatserne. F.eks. hvis store dele af personalet smittes med coronavirus.

Astrid Krag: 'Vi skal fastholde den helt nødvendige hjælp'

Social- og Indenrigsminister Astrid Krag lægger i en pressemeddelelse vægt på, at man står i en særlig situation, hvor man skal gå langt for at beskytte menneskeliv mod coronavirus også på socialområdet.

”Det allervigtigste lige nu er, at grupper som anbragte børn ikke mister deres hjem, og at hjemløse kan få tag over hovedet. Ligesom mennesker med handicap fortsat skal sikres den nødvendige hjælp.” siger hun.

Kommunerne får mulighed for fravige krav i sagsbehandlingen

Ifølge bekendtgørelsen skal kommuner og andre myndigheder i tilfælde, hvor de er pressede, vurdere konkret, hvilke ydelser der er kritisk nødvendige for den enkelte borger.

Myndighederne får med den nye bekendtgørelse mulighed for ud fra en konkret individuel vurdering at fravige krav i sagsbehandlingen og midlertidigt indstille aktiviteter, som ikke vurderes at være kritisk nødvendige.

Bekendtgørelsen gør dog klart, at visse bestemmelser i serviceloven ikke kan fraviges. Der kan eksempelvis nævnes:

  • Kommunerne skal fortsat behandle og følge op på underretninger om børn og unge, hvis et barn eller en ung har behov for særlig støtte.
  • Kommunerne skal fortsat opretholde botilbud for f.eks. mennesker med psykisk eller fysisk handicap.
  • Der kan ikke gives afslag på ophold på kvindekrisecentre og herberger for hjemløse, hvis borgeren ikke kan opholde sig andre steder.
  • Der skal fortsat træffes de nødvendige afgørelser om anbringelse af børn og unge, og anbringelser kan ikke afbrydes.
  • Kommunerne skal fortsat sørge for midlertidigt husly til enlige og familier.

I bekendtgørelsen understreges det, at kommunerne fortsat som angivet i lov om social service skal foretage en konkret og individuel vurdering af hjælpen til den enkelte borger, inden den eventuelt begrænses eller indstilles, hvor det er nødvendigt at prioritere personalet og hjælpen til dem, der har størst behov for den.

Socialområdet varetager kritiske funktioner, der ikke må lukke ned

Ministeren vil som sagt gå langt for at beskytte Danmark mod coronavirus, men hun understreger samtidig i pressemeddelelsen:

”Tilbud på socialområdet varetager ofte kritiske funktioner, som ikke ’automatisk’ må lukke ned. Der skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, hvad det vil betyde for det enkelte menneske at miste sin hjælp, da det kan have store konsekvenser.”

Hun lægger ikke skjul på, at det bliver en svær opgave for kommunerne, hvis udvikling hun vil følge. Samt at kommunerne må forvente at bekendtgørelsen løbende bliver justeret.

Bekendtgørelsen træder i kraft onsdag 18. marts og ophæves som udgangspunkt 1. juli 2020. Når bekendtgørelsen ikke længere er gældende, vil de borgere, der er blevet berørt, igen skulle have den hjælp og støtte, de har behov for.

Læs hele bekendtgørelsen her.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]