
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er bekymret over, at nye testresulater i folkeskolen går den forkerte vej. Både skoleledere og lærerforeningen advarer dog mod forhastede konklusioner. (Arkivfoto) - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Folkeskoleelever går igen tilbage i læsning
Målsætningen er, at 80 procent af elever skal være 'gode' til at læse. Der er et stykke vej endnu, viser test.
Udgivet: 26/11/2019
Færre elever i den danske folkeskole læser og regner godt.
Det viser resultaterne i de nyeste nationale test for skoleåret 2018/2019, skriver Jyllands-Posten.
Resultaterne viser, at 70 procent af eleverne er 'gode' til at læse. Sidste år var tallet 72 procent, mens det i 2014/2015 var 74 procent.
Også andelen af 'gode' elever i matematik er faldet en smule efter flere års fremgang. I 2018/2019 opnåede 77 procent af eleverne 'gode' resultater i matematik mod 78 procent året før.
Dermed er folkeskolen kommet længere væk fra at indfri målene med folkeskolereformen fra 2014, som blev indført for, at især de svageste elever skulle blive bedre.
Målsætningen er, at 80 procent af eleverne skal være i kategorien "gode" til læsning og matematik.
Minister: Der er ingen nemme løsninger
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mener ikke, at der nogen lette løsninger.
- Det er fuldstændig basalt, at når man er færdig med folkeskolen, så skal man have de her fuldstændig grundlæggende kompetencer på plads og selvfølgelig kunne både læse og regne.
- Det er bekymrende, at resultaterne går den forkerte vej, siger hun til Ritzau.
Ministeren mener, at det er for tidligt at konkludere, hvad løsningen skal være, og advarer mod at træffe hurtige beslutninger.
Hun vil derfor lytte til relevante parter om, hvad der har og ikke har virket på området.
Folkeskolen vil for meget på én gang
Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved Via University College, er ikke overrasket over udviklingen. Han mener, at der er gode elementer ved folkeskolereformen, men at den har forsøgt for meget på samme tid.
- Der er sket rigtig meget med skolen. Man har villet for meget med skolen på én gang.
- Og man har måske presset den for meget i forhold til at støtte op om det, der understøtter elevernes faglige udvikling. Og det er jo den gode undervisning og rammerne omkring lærernes arbejde, siger Andreas Rasch-Christensen.
Han mener, at der er grund til at tage tallene alvorligt.
- Men det er vigtigt at fastslå, at de nationale test ikke tegner et fuldt billede af elevernes faglige udvikling eller sociale udvikling eller dannelse for den sags skyld, siger han.
DLF: Der mangler lærere
En stor del af forklaring på udviklingen skal findes på landets lærerværelser, hvor der over en årrække er blevet længere mellem de uddannede lærere.
Det mener formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.
- Der er færre og færre lærere i den danske folkeskole. Det er faktisk sådan, at 18 procent af lærerstillingerne i folkeskolen er nedlagt på bare ti år. Og så kan man ikke forvente, at man laver mirakler ude i skolerne og betydeligt bedre resultater, siger han.
Foruden nedlagte lærerstillinger peger formanden på, at skolerne er blevet presset fra mange sider som et resultat af folkeskolereformen.
Med folkeskolereformen blev skoledagen gjort længere. Understøttende undervisning - såsom motion og lektiehjælp - fik en central plads på skoleskemaet. Og der blev fastsat et minimum for antallet af timer i flere fag
- Det gør ikke spor, at man har ambitiøse mål med den danske folkeskole, men så skal man også politisk være villig til at følge op med handling og sikre, at skolen kan løse opgaverne.
jornns /ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24
Emner: Skole, Uddannelse













































