Alex Vanopslagh, LA's politiske leder. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Alex Vanopslagh, LA's politiske leder. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kommuner kan miste andre ordninger

Hvis det bliver det en succes at lade ATP behandle seniorpension, er LA parat til at gå videre og flytte andre velfærdsydelser væk fra kommunerne og over i staten.

Udgivet: 21/11/2019

Uffe Gardel

Journalist

Del artiklen:

Hvis det bliver en succes at lade ATP bevilge seniorpension, bør turen komme til andre pensionsformer, for eksempel fleksjob og førtidspension.

Det mener Liberal Alliance. mens både Socialdemokratiet og Venstre siger, at man ikke har nogen planer i den retning, men afviser ikke kategorisk.

Disse ydelser tildeles i dag af kommunerne - som også skal betale op til 80 procent af udgiften - men bliver det en succes at lade ATP bevilge seniorpension, kan andre ordninger gå samme vej.

Ifølge NB-Økonomis oplysninger har tanken har været drøftet i de nu afsluttede forhandlinger om seniorpension, og LA bekender sig åbent til den.

”Det kan helt bestemt tænkes. Det er vores politik at finde en model for national visitering til forskellige velfærdsydelser. Og hvis det fungerer godt med at lade ATP administrere seniorpensionen, kan ordningen måske udbredes til andre ydelser,” siger Liberal Alliances politiske leder og beskæftigelsesordfører, Alex Vanopslagh.

Forligspartiernes ønske om at lægge seniorpensionen uden for kommunerne udspringer af en bekymring for, at kommunernes økonomiske incitamenter – de skal betale 80 procent af de offentlige udgifter til vefærdsydelser som seniorførtidspension og seniorpension – vil få dem til at holde igen med at tildele seniorpension.

Kan inspirere til mere

Netop den kritik vil også være relevant for alle andre offentlige ydelser, for efter den seneste ydelsesreform fra 2015 betaler kommunerne samme andel af alle offentlige ydelser, en andel som kun varierer med, hvor længe borgeren har modtaget ydelsen. Det vil sige, at også ordninger som flexjob og førtidspension tildeles af kommuner, som har et direkte økonomisk incitament til at holde igen med tildelinger – hvilket var meningen med ydelsesreformen.

Men det er LA parat til at gøre op med.

”Der er et generelt problem her, og hvis seniorpensionen (hos ATP, red.) bliver en succes, så kan det inspirere på andre områder,” siger Alex Vanopslagh.

Det er LA’s politik, at vi bør have færre ydelsestyper, måske kun en tre-fire stykker, og så vidt muligt på sigt bør digitalisere sagsbehandlingen. I dag ligger der rigtig meget er vurdering hos den enkelte sagsbehandler. Vi kan nok ikke helt slippe for menneskelig og individuel vurdering for at sikre, at der er rimelighed i afgørelserne, men vi ønsker en større grad af regelstyring.”

S afviser ikke, V ønsker ingen stor diskussion

Socialdemokratiet "har ingen planer" i denne retning, siger partiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, men han afviser på den anden side ikke kategorisk tanken.

Socialdemokratiet stod oprindeligt uden for forliget om seniorpension og ikke har været med til at rejse kravet om at lægge den nye ordning uden for kommunerne.

"Det er klart, at jeg er en af dem, som har været ret kritisk over for kommunernes måde at tildele førtidspension på og behandle folk i ressourceforløb, siger Leif Lahn Jensen.

"Mange faktaark fra ministeriet har vist, at beskæftigelsesindsatsen i kommunerne ikke er helt efter bogen, og det er jo det, som gør, at nogle har rejst ønsket om et lægge seniorpensionen uden for kommunerne," siger han.

"Om man skal gå videre ad den vej, har vi i Socialdemokratiet ikke nogen planer om, men man kan ikke vide, hvad andre partier måtte mene. Så jeg vil afvente og se, hvad der sker. Nu skal vi først have landet seniorpensionen ordentligt, og hvad der skal ske fremover, må vi se på."

Venstres ordfører, Hans Andersen, afviser lidt klarere en større ændring.

"Min generelle opfattelse er, at dette ikke er et opgør med, at det er kommunerne, der grundlæggender har det største ansvar for beskæftigelsespolitikken, og dermed også for førtidspension og andre ydelser," siger han.

"I Venstre har vi generelt tro på og tillid til, at kommunerne løfter opgaven på beskæftigelsesområdet. Så dette giver ikke i Venstre anledning til et ønske om en stor diskussion om hvem, der skal tildele andre ydelser."

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Politik, Myndighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]